Få tal på jeres samfundsansvar

Online værktøj kan hjælpe virksomheder med at få viden om, hvad den samfundsøkonomiske gevinst egentlig løber op i, når de ansætter socialt udsatte mennesker. 

Virksomheder kan få sat tal på deres bidrag til samfundet, når de tager et socialt ansvar – det kan gøres med online værktøj Den Sociale Beregner. Foto: iStock

Online-værktøjet ’Den Sociale Beregner’ kan sætte konkrete tal på, hvad virksomhederne bidrager med til samfundet, når de tager et socialt ansvar ved at ansætte mennesker på kanten af arbejdsmarkedet, skriver CABI Nyt – Juni 2018. 

Bag værktøjet står Virksomhedsforum for Socialt Ansvar (VFSA) og CABI. Og det er tilgængeligt på hjemmesiden Den Sociale Beregner. Beregneren bygger på to simple parametre:

  • De besparede offentlige ydelsesudgifter til forsørgelse
  • De øgede skatteindtægter

Socialt ansvar skæpper godt i statskassen

Flere virksomheder har været med til at teste beregneren heriblandt servicevirksomheden Renell fra Helsingør.

Her viser tal, at Renell i 2016 sparede samfundet for 4,7 millioner kr. i offentlige ydelser, og derudover har været med til at genere 3,1 millioner kr. i øgede skatteindtægter. Alt i alt en skattegevinst på 7,8 millioner kr. på et år.

Samfundsgevinsten er ifølge CABI ofte større, eksempelvis fordi værdien af det udførte arbejde og besparede omkostninger til aktivering for ledige kommer oveni.

Benchmarkmodel skal motivere til CSR

VFSA har også lanceret en benchmarkmodel, der kan hjælpe virksomheder med at få overblik over det antal medarbejdere, de har fået videre i job. Med modellen kan den enkelte virksomhed sammenligne sig selv med tallene for alle virksomheder i Danmark eller med tallene på brancheniveau.

Hensigten med denne model er, at motivere flere virksomheder til at arbejde strategisk med Corporate Social Responsibility (CSR) i relation til udsatte grupper på arbejdsmarkedet.

Læs mere og se film med benchmarkmodel og Den Sociale Beregner

Læs mere om inklusion på Videncenter for Arbejdsmiljøs hjemmeside

 

Af Birgit Bruun Christensen

Oprettet d. 6. jul 2018