Frygten for at være udenfor kan få os til at mobbe

En hård jargon på jobbet kan gøre os alle til mobbere – og til udsatte for mobning. Vi vil nemlig gå langt for at være en del af fællesskabet, viser ny forskning.

Medarbejder på hospital
Feltstudier på et hospital viste, at nedgørende drillerier var en fast bestanddel af arbejdsmiljøet. Det forekommer også i andre brancher, siger forsker. Foto: Colourbox

Hvis der hersker en hård omgangstone med mange drillerier på jobbet, kan det føre til mobning, og det kan være alle, som mobber. Det viser et nyt PhD-forskningsprojekt fra Københavns Universitet.

I projektet bliver det demonstreret, hvordan vores grundlæggende menneskelige ønske om at være en del af fællesskabet kan gøre os alle til potentielle mobbere – også selv om det betyder, at vi måske skal gå imod vores egne principper. Det fortæller organisationspsykolog og forsker Mille Mortensen fra Københavns Universitet, der har stået i spidsen for projektet.

- Vi har fundet frem til, at mobning sjældent skyldes enkeltpersoner. Der er ikke typiske mobbere og typiske mobbe-ofre. Hån og bagtalelser foregår i sjakket eller i afdelingen og accepteres i høj grad som en del af arbejdskulturen, siger Mille Mortensen til dr.dk.

Rollerne som udøver og offer skifter ofte

Som en del af forskningsprojektet har Mille Mortensen lavet feltstudier blandt læger og sygeplejersker på et hospital. Her har der vist sig at eksistere en udpræget ’joke-kultur’, hvor nedgørende drillerier er en fast bestanddel af arbejdsmiljøet, og hvor rollerne som henholdsvis udøver og offer konstant skifter mellem medarbejderne. Selv om de enkelte medarbejdere i studiet rapporterer, at de opfatter drillerierne som skadelige, føler de sig alligevel tvunget til at deltage af frygt for at blive udelukket fra fællesskabet, hvis de lader være.

Den kultur er ikke unik for hospitaler men forekommer i mange forskellige brancher, fortæller Mille Mortensen.

- På mange arbejdspladser skal man kunne tåle lugten i bageriet, klare mosten eller grine af værkstedshumoren. Sådan en kultur betyder, at der ikke sættes spørgsmålstegn ved, at kolleger bagtales eller direkte hånes, siger hun til dr.dk.

Få mere viden og råd til at forebygge mobning

Mobning i tal

  • 11,8 procent af beskæftigede i Danmark har følt sig udsat for mobning på arbejdspladsen inden for det seneste år.
  • Blandt de beskæftigede, som har følt sig mobbet, oplever 67 procent, at det er kollegerne, der mobber, mens 36,8 procent føler sig mobbet af deres leder, og 13 procent oplever mobning fra patienter, klienter eller elever.
  • De brancher, hvor flest føler sig mobbet, er: slagterier, restauranter og barer, døgn- og hjemmepleje, transport af passagerer. Mobning forekommer dog i alle brancher.

 

Kilde: ”Arbejdsmiljø og helbred i Danmark 2016”, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø

 

 

Af Sarah Kirkemoe Galán

Oprettet d. 8. feb 2018