Chefen er vigtig, hvis siddetiden skal ned

Hvis man vil mindske antallet af timer på kontorstolen skal chefen gå foran og vise vejen, siger kontoransatte i et australsk studie.


Mange danskere sidder ned på jobbet. Helene Randers, som er rejsekonsulent, er en af dem. Da Magasinet Arbejdsmiljø talte med hende for et år siden, fortalte hun, at hun sidder ned omkring 80 procent af sin arbejdstid. Foto: Büro Jantzen

De seneste år har der – også i Danmark – været stort fokus på, at de mange timer, vi bruger siddende, kan skade vores helbred. Et australsk studie blandt kontoransatte peger på, at chefen spiller en afgørende rolle, hvis medarbejderne skal sidde mindre ned.

- Ledelsen kan opmuntre medarbejdere til at rejse sig, ligesom de kan være rollemodeller ved at reducere deres egen siddetid, siger Teneale McGuckin, ph.d og underviser i ’ Sport og Exercise Science’ på James Cook University i Australien.

Studiet blev gennemført blandt 140 kontorarbejdere. Deltagerne svarede på spørgeskemaer om helbred og siddetid og en mindre gruppe deltog i fokusgruppeinterviews.

- Deltagerne mente, at det ville være ideelt, hvis ledelsen modtog undervisning om siddende adfærd. Det ville give dem en bedre forståelse for, hvor vigtigt det er at reducere siddetid, og de ville dermed bedre kunne opmuntre medarbejderne til at tage en pause fra deres siddetid i løbet af dagen, siger Teneale McGuckin.

Blandt deltagerne pegede næsten 9 ud af 10 på, at siddetid og helbred hang sammen. Deltagerne mente også, at det var vigtigt med individuelle strategier, hvis man skal have medarbejdere til at sidde mindre ned.

- Medarbejdere er forskellige, og hvis man har mange forskellige måder at ændre siddetid på, kan man måske nemmere ramme de præferencer, den enkelte har, siger Teneale McGuckin.

Dansk forsker: Ledelse er vigtigt

Mette Korshøj forsker blandt andet i smerter i muskler og led på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Hun forklarer, at det er vigtigt at sætte fokus på, hvordan vi kan ændre vores siddetid.

- Vi sidder mere og mere ned, og det ser ud til, at meget siddetid kan lede til mange forskellige livsstilssygdomme, siger hun.

Hun forklarer, at det australske studie bakkes op af, at forskning generelt set peger på, at lederen er vigtig, når man skal skabe ændringer på en arbejdsplads. I et studie fra Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, var ledelsesstøtte medvirkende til at en gruppe kontoransattes siddetid blev markant reduceret.

- Når man skal lave arbejdspladsinterventioner (ændringer på arbejdspladsen, red.) er det vigtigt, at lederen går foran. Lederen spiller en stor rolle ved at give medarbejderne mulighed for at få viden, eller ved at tillade bestemte aktiviteter i arbejdstiden. Lederen kan også give mulighed for, at nogle medarbejdere bliver særligt uddannet til at supervisere kollegerne, siger hun.

Ifølge Mette Korshøj kunne det have været interessant, hvis det australske studie havde kigget på flere brancher.

- Kontorarbejdere er på en måde den nemme gruppe, da de har forholdsvis stor selvbestemmelse. De kan i højere grad selv beslutte, om de bruger printeren eller toilettet langt væk eller tæt på. Hvis man er lastbilchauffør, bliver man nødt til at sidde ned, når man kører, så der er det nogle helt andre ting, man skal ind og skrue på, hvis man vil reducere siddetiden, siger hun.

Kilde: Studiet ‘Planning for sedentary behaviour interventions: office workers’ survey and focus group responses’, James Cook University.


 

   

Af Ida Marie Winge

Oprettet d. 2. feb 2018