Lær nyt, og undgå stress

Det er ofte bedre at opbygge ny viden end at slappe af, hvis man bliver stresset på arbejdet, viser amerikansk studie.

Lær nyt og undgå stressFoto: Colourbox

Selv om man mest har lyst til at lukke døren, øjnene og slappe af, når man mister overblikket over opgaverne på arbejdet, er der et bedre alternativ.

Et amerikansk studie fra University of Michigan, der for nyligt blev offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Journal of Applied Psychology, viser, at man takler stress bedre ved at lære nyt på jobbet end ved at slappe af med fx mindfulness eller motion.

Ny viden er med til at reducere stress

Studiet er lavet på arbejdspladser med et konstant højt arbejdspres i tre forskellige brancher; finans, sundhedsvæsen og undervisning. Her sammenlignede man det at reducere stress ved at indlægge pauser i arbejdsdagen med at få opbygget viden på sit arbejdsfelt. Den sidste metode var den mest effektive.

Og det passer fint med det, vi ved om, hvorfor vi får stress, siger seniorforsker Jesper Kristiansen fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

- Når vi får stress, skyldes det ofte en ubalance mellem kravene på jobbet og de ressourcer, vi har til rådighed. Det kan være tid, kompetencer, konkrete værktøjer eller lignende. For at undgå denne stress må vi enten skære i kravene – fx mængden af opgaver eller ansvar – eller øge ressourcerne. At få nye kompetencer eller ny viden er at øge ressourcerne, så de matcher kravene, forklarer Jesper Kristiansen.

Svært at skrue ned for kravene

Problemet med at lægge pauser ind i arbejdsdagen er, at når man vender tilbage til arbejdet, er det stressende element uændret. Det er altså de samme krav, man skal indfri med de samme ressourcer. Så selv om deltagerne i de amerikanske studier fik fornyet energi, blev det hurtigt vendt til frustration, når de stødte ind i de samme forhindringer, skriver forskerne bag studiet.

På mange arbejdspladser er høje krav således et vilkår, der er svært at ændre på. Der kan være et højt tempo eller komplekse problemer, der skal løses.

- Her er det en god ide at opbygge de positive faktorer i arbejdsmiljøet i stedet, så medarbejderne føler, de har støtte og opbakning i arbejdet, og så det at udvide medarbejdernes kompetencer, så de føler sig rustet, når de møder spidsbelastninger, siger Jesper Kristiansen.

 

Symptomer på stress

Fysiske tegn på stress: Hjertebanken, hovedpine, svedeture, indre uro, manglende appetit, hyppige infektioner og forværring af kronisk sygdom som fx psoriasis og sukkersyge.

Psykiske tegn på stress: Ulyst, træthed, hukommelsesbesvær, koncentrationsbesvær, rastløshed og nedsat humør.

Adfærdsmæssige tegn på stress: Søvnproblemer, mangel på engagement, irritabilitet, aggressivitet, ubeslutsomhed, øget sygefravær og øget brug af stimulanser som fx kaffe, cigaretter og alkohol.


Kilde: Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Stressklinikken på Arbejdsmedicinsk klinik på Hillerød sygehus.
 

 

 

 

Af Jens Kristian Kisbye Dreyer

Oprettet d. 10. apr 2018