Vold mod fængselsbetjente slår rekord

Vold mod fængselsbetjente er fordoblet i løbet af de seneste år, og 2017 ser ud til at blive det voldeligste år for danske fængselsbetjente nogensinde.

Fængselsbetjent låser gitterlågeVold og trusler er blevet hverdag for fængselsbetjente i Danmark. Foto: Colourbox

Hver dag udsættes næsten to fængselsbetjente for vold eller trusler om vold på jobbet. Det viser tal fra Kriminalforsorgen. Og det ser ud til, at stigningen fortsætter.

I 2011 var fængselspersonalet udsat for 268 episoder med vold og trusler. Det tal steg til 622 episoder i 2016. I årets første ni måneder har der været 506 episoder med fysisk eller psykisk vold mod personalet i landets fængsler og arresthuse. Hvis den tendens fortsætter, frygter Fængselsforbundet, at antallet af episoder kommer op på 675 episoder inden nytår. 

Udviklingen bekymrer Fængselsforbundets formand, Kim Østerby:

- Vores medlemmer kan ikke holde til, at den negative udvikling fortsætter. Folk bliver syge og udbrændte. Det meget høje volds- og trusselsniveau er en stor årsag til, at fængselsbetjente søger nye job, siger Kim Østerby i en pressemeddelelse.
Sygefraværet blandt fængselsbetjente er steget fra 18 dage i 2013 til 30 dage i 2017.

Ny forskning på vej

Kriminalforsorgen har netop sat et nyt toårigt forskningsprojekt om vold og trusler i gang. Projektet skal analysere og kortlægge udviklingen af vold og trusler mod frontpersonalet i Kriminalforsorgen. Første del af projektet, der har fokus på udviklingen af vold og trusler mod personalet de seneste 10 år, forventes klar til foråret 2018.

Et andet forskningsprojekt, Integreret Voldsforebyggelse, er også i gang. Projektet udvikler og afprøver metoden ’Integreret Voldsforebyggelse’. Det er en ny tilgang til forebyggelse af vold og trusler i psykiatrien og Kriminalforsorgen, hvor både medarbejdere og ledelse bliver inddraget. Projektet er et samarbejde mellem Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning, Københavns Universitet og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Projektet løber frem til juni 2020.



 

Af Anne-Mette Holm

Oprettet d. 3. nov 2017