Arbejdsmiljøprisen: "Gode arbejdsmiljøindsatser skal frem i rampelyset"

Har din arbejdsplads knækket koden til det gode arbejdsmiljø? Så er det nu, I kan indstille den til årets arbejdsmiljøpris og være med til at inspirere andre.

Vindere af arbejdsmiljøprisen 2016

I 2016 vandt Billund Lufthavn Arbejdsmiljøprisen i kategorien 'arbejdsulykker', da de havde reduceret antallet af ulykker med 40 procent. Foto: Arbejdsmiljørådet 

Arbejdspladser, der har gjort noget særligt for at forbedre arbejdsmiljøet, kan frem til d. 1. februar 2018 indstille deres virksomhed til årets arbejdsmiljøpris.

 

Håbet er, at prisen kan være med til at inspirere andre arbejdspladser til at gøre en ekstra indsats og finde nye veje inden for arbejdsmiljøarbejdet, forklarer formand for Arbejdsmiljørådet Lisbeth Lollike.

- De gode arbejdsmiljøindsatser skal frem i rampelyset. Det er indsatser, som vi alle kan lære af. Selvom arbejdspladser er forskellige, så er der mange udfordringer inden for arbejdsmiljø, som går på tværs af både fag og brancher. Så når nogen har ”knækket koden” omkring en problemstilling, så er det vigtigt, at den erfaring bliver delt og nyttiggjort i det forebyggende arbejde. Og måske kan den konkrete løsning også være med til at inspirere i andre brancher, siger hun.

Teknologi og arbejdsmiljø

Særligt for uddelingen af årets arbejdsmiljøpris er en ny priskategori ’Forandringer og ny teknologi’.

Ifølge Lisbeth Lollike er kategorien valgt, fordi den teknologiske udvikling med brug af robotter, data, automatisering og digitalisering i høj grad former det moderne arbejdsmarked.

- Det er nemt at blive betaget af de mange teknologiske muligheder, men det er vigtigt, at vi får tænkt arbejdsmiljøet ind. Og det er jeg er jeg sikker på, at der i dag findes mange gode eksempler på – arbejdspladser hvor man netop har indtænkt og skabt forbedringer i arbejdsmiljøet i forbindelse med indførelse af ny teknologi. Og de arbejdspladser skal vi lære af, for de bærer en vigtig del af nøglen til et sundt og sikkert arbejdsliv på fremtidens arbejdsmarked, siger hun.

 

Arbejdsmiljøprisen

Arbejdsmiljørådet uddeler i 2018 for 12. gang Arbejdsmiljøprisen for at sætte fokus på det gode arbejdsmiljø. Arbejdsmiljøprisen har bred opbakning fra hele arbejdsmarkedet. Dommerkomiteen, der både nominerer og kårer vinderne, består af repræsentanter fra DA, LO, KL, FTF, Lederne og Akademikerne, samt formand for Arbejdsmiljørådet Lisbeth Lollike.

Man kan indstille sin arbejdsplads i fire kategorier: Arbejdsulykker, Psykisk arbejdsmiljø, Muskel- og skeletpåvirkninger og Forandringer og ny teknologi. Frist for indstilling er den 1. februar 2018.

Vinderne af Arbejdsmiljøprisen 2018 kåres den 11. april 2018. Prisoverrækkelsen finder sted på Axelborg og afvikles som en del af en temadag, som har ”Forandringer og ny teknologi” som tematisk ramme. 

Læs hvordan Billund Lufthavn, som vandt Arbejdsmiljøprisen i 2016, reducerede antallet af arbejdsulykker og sparede millioner

Af Ida Marie Winge

Oprettet d. 5. dec 2017