Færre anmelder psykiske sygdomme

 

Antallet af anmeldelser på grund af psykiske sygdomme er faldet fra 2015 til 2016. Men samtidig er det de erhvervssygdomme, der koster flest kroner og øre i erstatninger.

 I 2016 blev der anmeldt markant færre psykiske erhvervssygdomme sammenlignet med 2015, idet antallet faldt med knap 900 anmeldelser fra 5.539 til 4.676. Hidtil har antallet af anmeldelser ellers været jævnt stigende, skriver Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), der netop har udsendt Arbejdsskadestatistik 2016.

- Vi kender ikke årsagen til faldet. Det er for tidligt at tale om en tendens, udtaler direktør Anne Kristine Axelsson ifølge www.aes.dk.

Psyken koster mest

Det fremgår tillige, at de psykiske sygdomme har det største erstatningsvolumen af alle erhvervssygdomme, bl.a. fordi de psykiske sygdomme, der anerkendes, generelt giver høje erstatninger. 

I alt blev der udbetalt 3,1 mia. kr. i arbejdsskadeerstatninger i 2016, hvilket der det højeste i tre år.

Tal for hele arbejdsskadeområdet

Den nye statistik indeholder tillige oplysninger om øvrige ulykker og erhvervssygdomme, der er blevet anmeldt og anerkendt. Her kan man også finde en fordeling af anmeldelser, anerkendelser og erstatninger på diagnoser, brancher, køn og alder på de forskellige områder.

Selv om psykiske erhvervssygdomme er faldet, så ligger de i toppen over anmeldte og anerkendte erhvervssygdomme. Herefter følger hudsygdomme, høresygdomme og skulder- og nakkesygdomme.

 

Af Birgit Bruun Christensen

Oprettet d. 20. apr 2017