Ny standard for arbejdsmiljøledelse på vej

En ny ISO-standard for arbejdsmiljøledelse kommer blandt andet til at forpligte den øverste ledelse til at sætte fokus på arbejdsmiljø. Standarden skulle have set dagens lys i denne måned, men som det ser ud nu, er den færdig i juni 2017.

I Fredericia mødes fra den 12-16. september en delegation fra den 150-mand store internationale arbejdsgruppe, der arbejder på en ny global ISO-standard om arbejdsmiljøledelse.

Efter den oprindelige tidsplan skulle standarden – som går under navnet  ISO 45001 – være færdig i september 2016, men håbet er, at den bliver færdig i juni 2017, fortæller Kristian Glæsel, der er projektleder  for arbejdsgruppen.

- Det er en standard med meget stor politisk bevågenhed. Det giver nogle mere intense diskussioner, end vi er vant til, forklarer han.

Store forventninger

Den nye ISO-standard skal erstatte den gamle standard OHSAS 18001, som bl.a. mange kommuner, entreprenørvirksomheder og store danske virksomheder som Grundfos og Lego har forpligtet sig til at følge.

- Man regner med, at man kommer til at berøre omkring 2,5 milliard mennesker på verdensplan med den nye standard. Helt konkret har jeg en forventning om, at vi kommer til at spare menneskeliv. Der bliver slået flere mennesker ihjel på arbejdet på verdensplan, end der dør i trafikken. Vi går efter, at få nedslidning og arbejdsulykker på verdensplan bragt ned. Vi lægger også stor vægt på det psykiske arbejdsmiljø, siger Kristian Glæsel.

Han forklarer, at med den nye standard bliver arbejdsmiljø integreret som en del af det at lede en virksomhed.

- Det der sker i dag er, at man snakker arbejdsmiljø ved nogle lejligheder, miljø ved andre lejligheder og kvalitet ved tredje lejligheder. Der er blandt andet nye værktøjer i standarden, som højner aktiviteten for den øverste ledelse i forhold til at bruge arbejdsmiljøet positivt og proaktivt til at udvikle virksomheden, siger han.

Internationalt pres

Når virksomheder forpligter sig til en ISO-standard, forpligter de sig i høj grad til forebyggelse, forklarer Kristian Glæsel.

- I en standard identificerer man, hvordan medarbejderne bliver påvirket af deres arbejde. Så forholder man sig til påvirkningerne: ”Finder vi dem acceptable, eller gør vi ikke?”. Hovedsigtet er altid at have kontrol, så man ikke får problemer. Fx hvis man sidder meget af arbejdstiden ved en computer, bliver der kigget på, om man har brug for skærmbriller, inden man får dårlige øjne.

Det er frivilligt for virksomhederne, om de forpligter sig til standarden. Men for mange virksomheder bliver det et konkurrenceparameter at kunne leve op til kravene i standarden, forklarer han.

- Standarderne har en afsmittende effekt på hinanden, så hvis man først har et certifikat, så forlanger man også, at ens leverandører har det. På den måde bliver presset for at få standarder igennem meget stort. Du kan så at sige ikke sælge, hvis du ikke er med på vognen.

Mødet i Fredericia varer fra d. 12-16. september. Glaesel HSEQ Management er vært, og CO-industri og DI er sponsorer.

 

Hvad er ISO?

ISO står for International Organization for Standardization. Det er en international organisation, der udarbejder standarder. Organisationen er sammensat af repræsentanter fra nationale standardorganisationer.

 

Af Ida Marie Winge

Oprettet d. 13. sep 2016