Fælles engagement er nøglen til nul ulykker

Sikkerhed skal ikke bare handle om regler. Det skal være inspirerende og en levende del af organisationen, som alle har et ejerskab til. Det er tankegangen bag nul-ulykkes-visionen, som er beskrevet i en ny europæisk rapport.

Alle lige fra topledelse til sidst ankomne medarbejder er sammen i en fælles vision om at undgå ulykker. Det er en del af virksomhedens strategi og betragtes som en investering frem for en udgift. Det er nogle af de træk, der karakteriserer nul-visionsvirksomheder.  

En ny europæisk rapport har set på erfaringerne fra 27 virksomheder i Europa, der alle har dette fokus, også kaldet ’Zero Accident Vision’ (ZAV).  

Zero Vision er et mindset Seniorforsker, Pete Kines fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har været med til at lave rapporten:

- Zero-Vision er ikke bare en ny metode til at forebygge ulykker, det er en ny måde at tænke på - et mindset. Her handler sikkerheds- og arbejdsmiljøarbejdet ikke kun om at forebygge ulykker, men om at skabe værdi for virksomheden, ved at være en integreret del af forretningen, siger han.

Fra traditionelt sikkerhedsarbejde til nul-ulykkesvision 

Hvor man i traditionelt sikkerhedsarbejde har fokus på at forebygge ulykker, handler det hos Zero Accident Vision om at skabe sikkerhed.  

- Det er urealistisk at have en målsætning om nul ulykker. Derfor taler man i Zero Accident vision netop også om en ’vision’ og ikke et ’mål’. Zero Accident vision skal ses som en ambition og en rejse. Det handler om en gensidig forpligtigelse hos arbejdsgivere og arbejdstagere til, at skabe sikkerhed for at forebygge alle ulykker. Det gælder fra design fasen og tilbudsgivning, til arbejdets organisering og udførsel, siger Pete Kines.  

Et stærkt engagement både hos den enkelte medarbejder og på organisationsniveau er vigtigt for nul-ulykkes-visionen. Medarbejderne bliver ikke bare betragtet som nogle størrelser, der skal lære at følge de regler, som nogle eksperter har sat op.  Medarbejderne er med til at skabe arbejdsmiljøet og udvikle løsningerne.    

 

Om rapporten

Forskningsprojektet ’Zero Accident Vision’ er en del af et europæiske samarbejde om forskning i arbejdsmiljø (PEROSH - Partnership of European Research in Occupational Health and Safety) og er finansieret af den Deutsche Gesetzliche Unfall-Versicherungsanstalt e.V. (DGUV).

 

Af Charlotte Aagaard Knudsen

Oprettet d. 18. jan 2016