Stress behandles effektivt med MARS

Patienter med stress og andre psykiske belastninger på jobbet bliver med succes henvist til behandlingsforløbet MARS på flere af de arbejdsmedicinske klinikker. Forskning har vist, at behandlingen, der primært foregår som gruppebehandling, virker.

”MARS” er i denne sammenhæng ikke planeten i universet, eller den karamelfyldte chokoladebar, men derimod en evidensbaseret behandlingsform, som betyder ”Midler mod Arbejdsrelateret Stress”. Konkret omfatter MARS-forløbet oplæg om stress på slides, mindfulness-øvelser, gruppearbejde og hjemmearbejde. Det fortalte psykolog Sanna Koch Jacobsen, Arbejdsmedicinsk Afdeling, Region Sjælland på et Gå-hjem-møde den 25. maj 2016 på Arbejdsmedicinsk Klinik i Holbæk.

Hjemmearbejdet er særligt vigtigt

Sanna Koch Jacobsen fremhævede, at især hjemmearbejdet om stresshåndteringen er afgørende.

- Det er vigtigt at øve sig på nye måder at gå til det, der stresser os i det virkelige liv, da forandringerne ikke alene sker i behandlingen, selvom man forestiller sig at ændre tingene, skal man gennemføre ændringerne i praksis, for at opleve størst effekt, sagde Sanna Koch Jacobsen.

Hendes oplæg var et af tre oplæg på det første af en række gå-hjem-møder, som kommer til at foregår på landet arbejdsmedicinske klinikker på foranledning af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, som også stiller op med egne eksperter. MARS foregår i grupper med maksimalt ni patienter med lignende symptomer på stress, som primært skyldes arbejdet. Der er en eller to psykologer tilknyttet gruppen, som mødes otte gange i løbet af tre måneder i arbejdstiden plus til en afsluttende booster-session.

Ikke alle vil fungere i gruppeterapi

Det er dog at ikke alle stressramte, som vil fungere godt i en gruppe eller som har lyst eller mulighed for at deltage i den kognitive adfærdsterapi.

- Nogle egner sig til at gå i gruppebehandling, andre gør ikke, men det undersøger vi i en grundig udredende samtale. Det er heller ikke alle, som det giver mening for at deltage i forløb, hvis de er i anden behandling, fx hos en læge eller psykolog. Vi undersøger også fra starten, hvilke forventninger folk kommer med. Der er nemlig tale om en relativt stram terapeutisk struktur, og der er ikke altid tid til at dvæle, sagde Sanna Koch Jacobsen med et smil til et fyldt auditorium.

Gruppeterapi og praktiske øvelser

Behandlingsformen MARS bygger grundlæggende set på kognitiv adfærdsterapi, der drejer sig om undervisning om stress, at nuancere ens tanke- og handlemønstre og lære teknikker til at reducere stress samt hjemmearbejdet i form af øvelser. Det er ikke et krav, at der samarbejdes med arbejdspladsen mens man deltager i MARS, men det kan være en fordel for at øge sandsynligheden for en god tilbagevenden til arbejdet, hvis man fx har været sygemeldt, forklarede Sanna Koch Jacobsen.

Metoden er oprindeligt udviklet på Arbejdsmedicinsk Klinik på Aarhus Universitetshospital, men anvendes også i Odense, Esbjerg og Nykøbing F, mens man venter på yderligere udvidelse på Sjælland. Resultater er nemlig gode.

Resultaterne viser en betydelig effekt af MARS

Oprindeligt blev MARS-grupperne oprettet i Århus i 2007. Det skete, fordi Arbejdsmedicinsk Klinik fik flere og flere henvisninger og efterspørgsel på, hvad der virkede i forhold til personer med arbejdsrelateret stress. Man vidste ikke så meget om, hvad der virkede dengang, og der var behov for en evidensbaseret tilgang, forklarede Sanna Koch Jacobsen.

Psykologerne Janne Hertz og Rikke Brix udarbejdede en manual og en behandling, og siden har psykolog og forsker Morten Vejs Willert lavet en ph.d.-afhandling om emnet. Og resultaterne viser, at der var en betydelig effekt af MARS på de personer, der gennemgår behandlingen i forhold til gruppen, der var på venteliste. De blev mindre stressede og fik bedre søvnkvalitet. De oplevede også, at deres hukommelse og koncentration blev forbedret, og de havde mindre selvrapporteret sygefravær.

Godt at arbejde med at fjerne tabu om stress

Sanna Koch Jacoben fremhæver til sidst, at det er en fordel med et gruppeforløb, både af hensyn til ressourceforbruget, og fordi det er en god idé i at arbejde med at udfordre stress som et tabu ved at møde andre, der har det, som en selv. Status er, at de alene i Aarhus har haft mere end 75 forløb med MARS med rigtig gode tilbagemeldinger.

 

Hvad er kognitiv adfærdsterapi indenfor MARS?

  • Undervisning om stress.

  • Nuancering af tanke- og handlemønstre (kognitive teknikker).

  • Stress-reducerende teknikker, fx meditationsøvelser.

  • Hjemmearbejde, dvs. øvelser der føres ud i livet. 

 

Hvad kræver det at deltage i MARS?

Hvilke kriterier skal være opfyldt for at deltage i MARS?

  • Væsentlige arbejdsrelaterede psykiske oplevelser.

  • Symptomer i mindst fire uger.

  • Hvis fuldtidssygemeldt - ønske om at genoptage arbejde.

Hvilke faktorer udelukker deltagelse i MARS?

  • Samarbejdsproblemer, mobning og chikane>> konfliktmægling.

  • Hvis problemet ikke er relateret til arbejdet.

  • Sværere psykiske problemer.

  • Misbrug.

Arbejdspladsen inddrages indirekte

Registrering af situationer på arbejdet – tilbage i gruppen – prøver nye ting af på arbejdet– vender tilbage til gruppen.

 

Læs mere på www.arbejdsstress.dk   

 

Syv arbejdsmedicinske klinikker i Danmark - hvad kan de hjælpe med?

  • En grundig udredning af problemet.

  • Tid til det enkelte menneske. Rådgivning i forhold til behandling.

  • Arbejdsfastholdelse: Midlertidig opgaveændring, sygemelding, omplacering – gerne samarbejde med arbejdspladsen.

  • Henvendelse til arbejdspladsen og til Arbejdstilsynet, hvis der kommer mange fra samme arbejdsplads.

  • Vurdering om der er grundlag for anmeldelse til Arbejdsskadestyrelsen > de vurderer på baggrund af videnskabelige studier af høj kvalitet

Man kan blive henvist af sin læge eller psykolog, hvis man har mistanke om, at problemet er arbejdsrelateret eller via sin ledelse, TR eller arbejdsmiljørepræsentant (via sikker mail og to linjer om problemet). Fri henvisningsret, dog ikke fra kommunen.

 

Læs mere om forebyggelse og håndtering af stress

 

Af Hanna Sigga Madslund

Oprettet d. 31. maj 2016