Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en 5-trinsmodel, som virksomhederne kan bruge som hjælp til at arbejde hen imod en systematisk og strategisk indsats for medarbejdernes sundhed.
Indsatsen skal passe til virksomheden
Der er mange måder at komme i gang eller komme videre med indsatsen for sundhed på arbejdspladsen. Det afgørende er, at indsatsen passer til virksomheden, for der er stor forskel på at være en stor og lille virksomhed, ligesom der er forskel på arbejdet i forskellige brancher.
KRAMS er udgangspunktet
Modellen tager udgangspunkt i KRAM faktorerne kost, rygning, alkohol og motion og tilføjer et S for stress, fordi stress og usund livsstil ofte hænger sammen. Modellen bygger desuden på en række parametre, som har betydning for indsatsen – fx at lederne involverer sig, og at medarbejderne inddrages i beslutningerne.
Tilbuds- og miljø-orienterede indsatser
Modellen skelner mellem tilbudsorienterede indsatser, som er frivillige tilbud om fx frugt, rygestop, alkoholrådgivning, motion og stresskurser. Og miljøorienterede indsatser som støtter medarbejdernes muligheder for at vælge sundt og trives på arbejdspladsen. Det kan fx være forskellige sundhedspolitikker og måder at organisere og tilrettelægge arbejdet på.
De fem trin beskriver et forløb
De fem trin beskriver et forløb fra enkeltstående tilbud til en strategisk og systematisk indsats for sundhed på arbejdspladsen.
-
Trin 1: Fx frugtordning, deltagelse i DHL-stafet, ryge- og alkoholpolitik.
-
Trin 2: Kan omfatte tilbud om motion uden for arbejdstid, frugt, rygepolitik og rygestopkurser.
- Trin3: Kan omfatte motion i arbejdstiden, diverse sundhedspolitikker og rygestopkurser. Indsatsen er organiseret i fx samarbejdsudvalget, medarbejdernes behov og ønsker analyseres, og en nøgleperson er ansvarlig for indsatsen.
-
Trin 4: Omfatter en organiseret indsats baseret på analyse og evaluering. Virksomheden har sat penge tid og penge af til en projektleder eller koordinator. Tilbuddene markedsføres over for de ansatte.
-
Trin 5: Omfatter, at medarbejdernes ønsker og behov afdækkes. Indsatsen er koordineret. Der er ansat en projektleder eller sundhedskonsulent og afsat penge til eksterne rådgivere og relevante aktiviteter. Sundhedsfremme er et led i virksomhedens strategi og markedsføres professionelt.
Læs pjecen trivsel og sundhedsfremme på arbejdspladsen fra Sundhedsstyrelsen