Smerter i muskler og led
De fleste får ondt i muskler og led på et tidspunkt i livet. Gennem de senere år er der flere der oplever at have ondt.
Årsager til smerter i muskler og led
Der er sjældent én bestemt årsag til, at man får ondt i muskler og led. Tungt fysisk arbejde kan give smerter i ryggen, hvis man fx løfter meget eller vrider i kroppen. Ensidigt gentaget eller stillesiddende arbejde kan give smerter i skulder, nakke og arm.
Men smerter kan også opstå i fritiden og uden en klar grund.
Mange oplever, at smerter i muskler og led kommer og går gennem livet, uden at det muligt at finde ud af hvorfor.
Hvilke jobgrupper er mest udsatte?
Nogle jobgrupper er mere udsatte end andre. Følgende jobgrupper rapporterer om smerter flere gange om ugen i forbindelse med deres arbejde:
- Murere, VVS'ere m.fl.
- Maskinførere
- Produktionsmedarbejdere
- Køkkenmedhjælpere
- Bygge- og anlægsarbejdere
- Jord- og betonarbejdere
- Montører
- Social- og sundhedspersonale
- Lastbilchauffører
Kilde: Arbejdsmiljø og helbred i Danmark 2012, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø
Forebyggelse af smerter i muskler og led
Selv om virksomhederne har gjort meget for at beskytte medarbejderne mod belastninger, får mange stadig ondt i muskler og led.
Flere kommer hurtigt tilbage eller fortsætter med at arbejde, men der er også mange, som bliver sygemeldte i lang tid. Og de risikerer at få det værre, forringe deres livskvalitet og miste jobbet.
Bredere indsats
Det er ikke nok at forebygge, at medarbejderne får ondt. Der skal også gøres en indsats for, at de, der alligevel får ondt, kun er sygemeldt kortvarigt eller har mulighed for at blive ved med at arbejde.
Fælles indsats
Det kræver en fælles indsats fra alle på arbejdspladsen. Her har arbejdsmiljøorganisationen, MED- og samarbejdsudvalg en oplagt opgave.
Bliv klogere på jobogkrop.dk
Videncenter for Arbejdsmiljø har lavet et kampagnesite om smerter i muskler og led: www.jobogkrop.dk
På kampagnesitet kan man blandt andet finde:
- Den nyeste forskningsfaglige viden om smerter i muskler og led,
- Gode råd og værktøjer,
- Praktiske øvelser til at styrke musklerne og forebygge smerter,
- God praksis fra forskellige offentlige arbejdspladser