Der er en række formelle krav til, hvordan samarbejdet om arbejdsmiljø skal organiseres. Organiseringen afhænger af virksomhedens størrelse.
Arbejdsgiveren skal sikre, at samarbejdet om sikkerhed og sundhed foregår på en måde, så medlemmerne af arbejdsmiljøorganisationen (AMO) kan løse opgaverne tilfredsstillende. Virksomhedens øverste ledelse skal være repræsenteret i arbejdsmiljøorganisationen.
Planlægning af sikkerhed og sundhed
Arbejdsmiljøorganisationens medlemmer skal kunne deltage i virksomhedens planlægning af sikkerhed og sundhed. Den skal følge op på alvorlige ulykker, forgiftninger eller andre sundhedsskader. Og det skal sikres, at medlemmerne får den nødvendige tid til rådighed, og at de får den rigtige viden og uddannelse i sikkkerhed og sundhed.
Adgang til relevante oplysninger
Medlemmer af arbejdsmiljøorganisation, arbejdsmiljøudvalg og arbejdsmiljøgrupper skal have adgang til de relevante rapporter over arbejdsulykker på virksomheden. De skal også orienteres om afgørelser og påbud fra Arbejdstilsynet.
Arbejdsgiveren skal også sørge for, at de ansatte får alle nødvendige oplysninger, sikre at de ansatte får adgang til at fremsætte forslag og høre de ansatte ved indførelsen af ny teknologi (valg af udstyr, personlige værnemidler og tekniske hjælpemidler).
Arbejdsgiver skal sørge for at samarbejdet koordineres
I virksomheder med en arbejdsmiljøorganisation i mindst to niveauer skal arbejdsgiveren sørge for, at samarbejdet mellem arbejdsmiljøudvalg og arbejdsmiljøgrupper koordineres.
Læs mere om opbygning af arbejdsmiljøorganisationen i denne specialsektion fra Magasinet Arbejdsmiljø
(Kun for abonnenter - Tegn abonnement her)
Arbejdsmiljøorganisationen i den nationale arbejdsmiljøstrategi 2020
Strategien indeholder 19 konkrete initiativer. Nr. 10 handler om undersøgelse af erfaringerne med virksomhedernes arbejdsmiljøorganisation. Her kan man læse:
Initiativ 10: Undersøgelse af erfaringerne med virksomhedernes arbejdsmiljøorganisation
Aftaleparterne er enige om:
-
I foråret 2010 vedtog Folketinget nye regler om samarbejde om sikkerhed og sundhed, som har til formål at styrke virksomhedernes arbejdsmiljøarbejde.
Aftalepartene lægger meget vægt på at sikre, at de nye regler virker efter hensigten.
-
Arbejdsmiljørådet vil mindst én gang om året blive bedt om at udtale sig om, hvordan reglerne fungerer, herunder om rådet finder behov for ændringer.
-
Der iværksættes en ekstern undersøgelse af virksomhedernes forebyggende arbejdsmiljøindsats, herunder eksempelvis hvordan virksomhederne konkret arbejder med at udvikle samarbejdet om sikkerhed og sundhed. Undersøgelsen skal afdække, om reglerne virker efter hensigten, herunder om arbejdsmiljø er en integreret del af virksomhedernes strategiske ledelse og daglige drift og om medlemmerne af arbejdsmiljøgrupperne udnytter muligheden for efteruddannelse.
-
Arbejdsmiljørådet vil også blive hørt om, hvilke emner som kunne være relevante at tage udgangspunkt i ved undersøgelsen af erfaringer med virksomhedernes arbejdsmiljøorganisation og rådet vil også få mulighed for at udtale sig om undersøgelsen og dens resultat forud for, at den forelægges for aftaleparterne med henblik på at vurdere, om der er behov for at justere reglerne eller iværksætte andre relevante tiltag.
-
Undersøgelsen sættes i gang inden 2013.
Læs hele strategien for arbejdsmiljøindsatsen frem til 2020 her