Der skal løbende være dialog mellem ledelse og ansatte om arbejdsmiljøet på virksomheden i det omfang, der er behov for det.
Minimum én årlig arbejdsmiljødrøftelse
Mindst en gang årligt være mindst én drøftelse af arbejdet med arbejdsmiljø på virksomheden. Det skal også ske på små virksomheder, hvor der ellers ikke er krav om en arbejdsmiljøorganisation.
På møderne skal man tale om:
- Indholdet af samarbejdet om sikkerhed og sundhed for det kommende år
- Fastlægge hvordan samarbejdet med arbejdsmiljø skal foregå
- Fastlægge mål for det kommende år
- Beslutte om det foregående års mål er nået
- Drøfte om den nødvendige sagkundskab om arbejdsmiljø er til stede
- Evaluere det forgangne års resultater
Små virksomheder (under 10 ansatte)
Små virksomheder behøver i de nye regler ikke at etablere en formel arbejdsmiljøorganisation med udvalg og møder.
Det betyder dog ikke, at der ikke er krav om samarbejde og kommunikation om arbejdsmiljø i de små virksomheder.
Arbejdsgiveren skal sørge for at samarbejdet finder sted ved løbende direkte kontakt og dialog. Konkret kræver reglerne, at den årlige drøftelse af arbejdsmiljøet på virksomheden skal finde sted og der skal arbejdsmiljøarbejdet planlægges.
Mellemstore virksomheder (10-34 ansatte)
Hvis virksomheden har over 10 ansatte, skal arbejdsmiljøarbejdet organiseres i mindst ét niveau.
Organisationen skal mindst bestå af arbejdsgiveren eller en arbejdsleder, der er udpeget af arbejdsgiveren, og af en arbejdsmiljørepræsentant, der er valgt af de ansatte.
Det er op til ansatte og arbejdsgiveren i fællesskab at beslutte, om arbejdsmiljøorganisationen skal have flere medlemmer end de to, som loven kræver, eller om der skal oprettes flere arbejdsmiljøudvalg eller arbejdsmiljøgrupper.
Større virksomheder (over 35 ansatte)
Store virksomheder kræver en mere omfangsrig arbejdsmiljøorganisation. Er der over 35 ansatte skal arbejdet organiseres på to niveauer. Der skal oprettes mindst én, men gerne flere arbejdsmiljøgrupper, der mindst skal bestå af en arbejdsleder og en arbejdsmiljørepræsentant.
Arbejdsmiljøgruppen eller grupperne skal dække det daglige arbejde med arbejdsmiljøet for alle ansatte på virksomheden.
Derudover skal der oprettes et eller flere arbejdsmiljøudvalg, der også skal bestå af arbejdsledere og valgte arbejdsmiljørepræsentanter. Udvalget eller udvalgene skal arbejde med de mere overordnede og strategiske dele af arbejdsmiljøarbejdet.
Organisering skal afspejle ledelsesstrukturen
Organiseringen af arbejdet og antallet af arbejdsmiljørepræsentanter skal også tage hensyn til ledelsesstrukturen i virksomheden, virksomhedens geografiske beliggenhed, de forskellige typer arbejde, der udføres i virksomheden og hvornår på døgnet arbejdet foregår i virksomheden.
Særlig virksomhedsaftale om anden organisering
En særlig virksomhedsaftale kan indgås mellem arbejdsgiveren, lederen og de ansatte, så organisering kan finde sted på en anden måde, der passer bedre til virksomhedens struktur.
Fx kan en virksomheds linjeorganisation påtage sig en større del af arbejdsmiljøarbejdet, tillidsrepræsentantens og arbejdsmiljørepræsentantens funktioner kan slås sammen og opgaverne kan også omfatte virksomhedens miljøspørgsmål. Der kan også etableres en fælles arbejdsmiljøorganisation mellem flere virksomheder.
Krav til en virksomhedsaftale
- Den må ikke bruges til at reducere i opgaverne
- Den skal være aftalt mellem lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer
- Aftalen skal være skriftlig og tilgængelig for alle i virksomheden
En virksomhedsaftale skal indeholde
- Beskrivelse af, hvordan organiseringen styrker og effektiviserer det praktiske arbejde med arbejdsmiljøet
- Redegørelse for hvordan aftalen bliver gennemført og fulgt op
- Angivelse af hvordan opgaver og funktioner bliver varetaget
- En organisationsplan
- Betingelser for ændring og opsigelse af aftalen
Læs mere om den årlige drøftelse i denne specialsektion fra Magasinet Arbejdsmiljø
(Kun for abonnenter - tegn abonnement her)