I sådanne tilfælde er det netop vigtigt ikke at gøre problemet individuelt, hvilket er baggrunden for, at jeg mener, at problemet bør tages op i arbejdsmiljøorganisationen.

Der er behov for, at ledelsen sætter sig ned og prioriterer opgaverne, hvilke opgaver er vigtigst at få løst og hvilke kan vi nu ikke længere løse. Alternativt nedsætter kvaliteten for de opgaver, der skal løses. Det bør være en ledelsesbeslutning, så hver enkelt medarbejder ikke skal komme i tvivl om, om de opfylder deres forpligtelser som medarbejder.

Det er tankevækkende, at næsten alle tænker, også jeg, at der skal laves en fælles indsats, men der er meget få redskaber til rådighed til at understøtte denne fælles indsats. Meget af det, som er til rådighed for arbejdsmiljørepræsentanter, handler om coping, mindfulnes etc - alt sammen individuelt rettet.

Vi mangler simpelthen konkrete værktøjer, som kan guide både ledelse, medarbejdere og arbejdsmiljøorganisation i, hvordan man får bekæmpet stress gennem at tage de svære beslutninger om kvalitet, nedprioritering etc. - som også Helle fremhæver ovenfor. Og alt dette med respekt for, at vi i Danmark har utrolig samvittighedsfulde medarbejdere, som kan have svært ved at aflevere en opgave i en halvdårlig kvalitet - også selvom de har fået lov af ledelsen.

Der mangler i høj grad værktøjer, men lige så meget viden og reel ønske om andre måder at lede medarbejdere på. Jeg har i 8 år behandlet stressramte og rådgivet virksomhederne, og vi kan lige så godt sige åbent, at det er nemmest for virksomheden, (på den korte bane), at gøre det individuelt, betale til psykolog, mindfulness, reducere opgaver osv.

Vi mangler nye ledelsesmæssige vinde, der satser på de "blødere" indsatsområder, som kan omsættes til hårde resultater og kan måles og ses på bundlinjen. For der er så mange penge at spare på de interne omkostninger.

Jeg oplever en berøringsangst fra mange ledere, men det handler oftest om at de ikke ved hvad de skal stille op med en stressramt eller hvad der reelt skal til for at det ikke sker igen.

Så mange af dem der har stemt på helheds-løsningen, har vel også stemt som man "bør" gøre, men hvor mange procent ville faktisk gøre det og bruge krafterne på at komme igennem processen?

Det KAN måles og vejes og det KAN betale sig, virksomhederne skal bare se værdien af det.

Også jeg har stemt fælles indsats. Men i det lægger jeg ikke at vi skal behandle alle situationer ens. Jeg mener blot, at vi skal lægge en fælles plan for hvordan kollegaer og virksomhed skal hjælpe de ramte. For det kan i mine øjne ikke blive den enkelte, der skal klare ærterne, og tage problemet op med nærmeste leder. Så Thomas, det er ikke udfra hvad jeg mener vi "bør gøre", men hvad jeg mener er det eneste mulighed af ovenstående.
Jeg arbejder ikke selv med stressrådgivning, men jeg er i slutningen af mit eget stressbetingede depressionsforløb.
Jeg havde ikke i min situation begreb om, hvad der lå til grund for min mistrivsel, selvom jeg troede det. Havde jeg haft en nærmeste leder, ville jeg aldrig have overvejet at gå til denne. Og i virkeligheden viste det sig jo, at arbejdsbyden ikke var problemet. Og hvordan skulle en leder forstå problemet og kunne hjælpe mig, når jeg i forvejen var måske på halv arbejdsindsats på det tidspunkt!
Min individuelle hjælp med psykoterapi er alfa og omega for, at jeg er på vej tilbage med fuld styrke. og jeg tror ikke på, at man kommer udenom et individuelt forløb, uanset hvor mange/få ansatte man har på virksomheden.
Er man på en virksomhed med flere ansatte, er det i mine øjne imidlertid nødvendigt, at nogen har det kølige overblik over, hvad der kan gøres når symptomerne viser sig, og at virksomheden har taget beslutning om hvorledes den vil hjælpe, før situationen opstår.
Herunder må være, at en virksomhed skal have en vis grad af kendskab til stress' opståen, i lighed med en vis grad af kendskab til arbejdsmiljøloven (arbejdsmiljøuddannelsen), hvis vi nogensinde skal få bare lidt bugt med stress eller andre faktorer indenfor psykisk arbejdsmiljø på arbejdspladsen.