Partsaftaler er særlige aftaler indgået mellem arbejdsmarkedets parter, som en del af en kollektiv overenskomst.
Parterne aftaler reglerne
Når arbejdsmarkedets parter har indgået en partsaftale, er det parterne selv, der sørger for at fastsætte reglerne samt at kontrollere at de bliver overholdt.
Parternes aftale skal følge det niveau, som Arbejdstilsynet har fastlagt. Arbejdsgiveren skal dokumentere over for Arbejdstilsynet, at aftalen som minimum yder samme beskyttelse som arbejdsmiljøloven. Til gengæld fører Arbejdstilsynet ikke tilsyn, og overtrædelser skal behandles i det fagretslige system.
Hvis en faglig organisation ikke vil rejse sagen i det fagretslige system, behandler Arbejdstilsynet sagen.
Trepartsaftalen og arbejdsmiljøet
Regeringen, KL, Danske Regioner, FTF, LO og AC indgik i 2007 en trepartsaftale som en del af kvalitetsreformen.
”Attraktive arbejdspladser og god offentlig service” er et centralt afsnit i trepartsaftalen. Udgangspunktet er, at gode arbejdspladser for medarbejderne og god service for borgerne er to sider af samme sag.
En række initiativer i trepartsaftalen skal være med til at skabe bedre rammer for attraktive arbejdspladser og skabe god service. Det gælder bl.a. initiativer om kompetenceudvikling, nytænkning og medarbejderinddragelse samt om god ledelse.
Man kan læse mere om disse initiativer under emnerne her på portalen.
Videncenter for Arbejdsmiljøs kampagnen Fra stress til trivsel er fx. en udmøntning af trepartsaftalen.
Læs mere om trepartsaftalen
Bedre arbejdsmiljø og lavere sygefravær
Et initiativ i trepartsaftalen handler om bedre arbejdsmiljø og lavere sygefravær.
Offentlige arbejdspladser skal være attraktive. Både det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø skal være godt, og de ansatte skal trives.
Dette skal trepartsaftalen fremme ved en række forskellige initiativer. Et af punkterne i aftalen handler om at styrke Videncenter for Arbejdsmiljø.
Aftaleteksten lyder:
Regeringen, KL, Danske Regioner, LO og AC er enige om behovet for øget indsamling og formidling af forskningsbaseret viden om forebyggelse og afhjælpning af arbejdsmiljøproblemer ved en styrkelse af Videncenter for Arbejdsmiljø. Centret vil derfor få tilført 25 mio. kr. årligt i perioden 2008-2015. Fokus skal være på indsamling og formidling af best-practice. Der oprettes et rejsehold, der via besøg på institutioner, skal sprede og udveksle erfaringer vedrørende forbedring af arbejdsmiljøet. Styrkelsen af Videncenter for Arbejdsmiljø skal evalueres i 2010.
Læs mere om initiativerne i trepartsaftalen
Stress, trivsel og overenskomsterne
På de kommunale, regionale og statslige arbejdspladser er der med overenskomsterne i 2008 indgået aftaler om trivsel og sundhed.
Kommuner og regioner
De centrale parter på det kommunale og det regionale arbejdsmarked har senest indgået aftaler om trivsel og sundhed i forbindelse med overenskomstindgåelsen i 2008.
Aftalerne handler bl.a. om at alle offentlige arbejdspladser skal arbejde med:
- Trivselsmålinger hver tredje år
- Sundhedsfremmeordninger
- Sygefraværsstatistik og samtaler
- Retningslinjer vedr. opfølgning af APV’er
- Indsats mod arbejdsbetinget stress
- Indsats mod vold, mobning og chikane.
De centrale parter er:
- KL (Kommunernes Landsforening)
- Danske Regioner
- KTO (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte)
- Sundhedskartellet
KL og KTO’s aftale om trivsel og sundhed
Regionernes Lønnings- og Takstnævn og KTOs aftale om trivsel og sundhed
Staten
På de statslige arbejdspladser er der ligeledes i forbindelse med overenskomstaftalen 2008 indgået aftaler, herunder aftaler om en styrket indsats på arbejdsmiljøområdet, trivsel, sundhedsfremmende initiativer og sygefravær.
De centrale parter er:
- CFU (Centralorganisationernes Fælles Udvalg)
- Staten (Personalestyrelsen)
Se OK-aftalen om kompetenceudvikling og arbejdsmiljø (bilag F) her