Gravide og ammende
I de fleste job kan gravide fortsætte med at gå på arbejde frem til graviditetsorloven - hvis der er styr på arbejdsmiljøet.
Det er vigtigt, at den gravide så tidligt som muligt fortæller sin ledelse, at hun er gravid. Ledelsen har nemlig ansvaret for, at den gravide har et sikkert og sundt arbejdsmiljø under graviditeten.
Arbejdspladsvurdering
Når en arbejdsgiver er blevet oplyst om, at en medarbejder er gravid, skal arbejdspladsvurderingen indeholde en vurdering af, om den gravide er udsat for påvirkninger, der kan være til fare for graviditeten. Er der en risiko for skadelige påvirkninger, skal der yderligere foretages en konkret vurdering af den gravides arbejdsplads.
Foranstaltninger
Det indebærer, at der skal træffes foranstaltninger som fx
- Tekniske foranstaltninger (ændret indretning af arbejdsstedet)
- Ændringer i arbejdets planlægning og tilrettelæggelse
- Overførsel af den gravide eller ammende til andre opgaver (omplacering)
- Beslutning om, at den gravide eller ammende ikke må beskæftige sig med det pågældende arbejde.
Aftal forholdene
Lad den gravide eller ammende få indflydelse på foranstaltningerne. Ofte er det den mindst attraktive løsning for den gravide eller ammende ikke at kunne gå på arbejde. Ganske vist er der ikke sundhedsskadelige påvirkninger, men til gengæld kan den gravide miste tilknytningen til arbejdspladsen.
Gravides sygefravær
Gravide havde i perioden 2005-2007 i gennemsnit 48 dages sygefravær. Det skaber dog ikke de store konflikter på arbejdspladsen, viser en undersøgelse fra SFI.
Hvad må den gravide ikke arbejde med?
Der findes en lang række påvirkninger, der kan udgøre en fare for graviditeten. Arbejdstilsynets vejledning om gravides og ammendes arbejdsmiljø (At-vejledning A.1.8) indeholder en oversigt over nogle af de forhold, som den gravide ikke bør arbejde under.
Hvis arbejdspladsvurderingen viser, at der er andre påvirkninger i virksomheden, der kan udgøre en fare for graviditeten eller amningen, skal arbejdsgiveren også vurdere, om den gravide eller ammende er udsat for disse.