Hvad kan den unge gøre?

Når du som ung og nyuddannet starter på en ny arbejdsplads, har du krav på at få en ordentlig oplæring. Sørg for at stille spørgsmål, at sige fra, hvis det er nødvendigt og blive en del af fællesskabet med kollegerne.

 Foto: iStock
Det er vigtigt at få en ordentlig instruktion og blive en del af fællesskabet, når man som ung starter på en ny arbejdsplads. Foto: iStock

Unge har meget at bidrage med

Som ung og nyansat kan du bidrage med en masse ny viden og nye ideer til arbejdspladsen. Det kan være, at du undrer dig over nogle ting, som andre tager for givet. Det kan også være, at man gør tingene på en anden måde på den arbejdsplads, du er blevet ansat, end du har lært på skolen.

Hvis du er i tvivl om reglerne bliver overholdt, kan du altid spørge eller gå til din leder eller arbejdsmiljørepræsentant. Men det er vigtigt at stikke fingeren i jorden og sige tingene på en respektfuld måde.

3 tips til unge og nyansatte

  1. Fællesskab - søg støtte og opbakning
    Bidrag, lær af og vær konstruktiv kritisk over for arbejdspladskulturen samt få de sunde og sikre vaner med fra starten.
  2. Oplæring - bed om vejledning og instruktion
    Få den instruktion, du har brug for, så du bliver dygtig, sund og sikker på dit nye job. Bed gerne om ekstra hjælp og vær ikke bange for at spørge.
  3. Feedback - giv og få tilbagemelding
    Få den instruktion, du har brug for, så du bliver dygtig, sund og sikker på dit nye job. Bed gerne om ekstra hjælp og vær ikke bange for at spørge.

Kilde: Materiale til undervisning i arbejdsmiljø på grundforløb 1, Videncenter for Arbejdsmiljø, 2017

Sig fra, hvis reglerne ikke bliver overholdt

Alle arbejdspladser er omfattet af arbejdsmiljølovgivningen. Det betyder, at der er bestemte regler omkring arbejdsmiljø, som arbejdspladsen skal opfylde.
Arbejdsmiljøregler skal sikre medarbejdernes psykiske og fysiske velbefindende og beskytte dem mod potentielt farlige situationer.

Arbejdsmiljøreglerne bliver ikke altid fulgt. Der kan være en arbejdskultur på en arbejdsplads, som gør, at man ser stort på reglerne, og det kan både være ledelsen og medarbejderne, som gør det. Ofte vil medarbejderne overtræde reglerne med en forklaring om, at det går for langsomt, hvis man ikke gør det, og at de andre medarbejdere også overtræder dem. 

Hvad kan du gøre, hvis reglerne ikke bliver overholdt

  • Gå til din arbejdsmiljørepræsentant
  • Tal med din leder
  • Søg støtte hos kollegaerne
  • Spørg en faglærer fra dit praktiksted
 

6 spørgsmål du kan stille dig selv som nyansat

Her er 6 spørgsmål, som mange andre nyuddannede i din situation har stillet sig selv – og som det er vigtigt at forholde sig til. Det er ikke sikkert, at de alle sammen er lige relevante for dig, men læs dem, kig på dig selv og spørg: Hvordan vil jeg håndtere det? 

  • Gør jeg mit arbejde godt nok?
  • Hvor meget kan jeg tillade mig at bede om hjælp?
  • Hvordan passer jeg på mig selv?
  • Hvordan håndterer jeg arbejdsmængden?
  • Hvordan bliver jeg en del af det kollegiale fællesskab?
  • Hvor meget kan jeg tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved?

Kilde: Arbejdsmiljøweb

 

Oprettet d. 6. maj 2018