Hvad kan du selv og kollegerne gøre?

Ingen kender dig bedre, end du kender dig selv. Derfor er det vigtigt, at du også selv siger fra, når arbejdet sætter sig på trivslen. 

Når man ikke trives på arbejdet, vælger man oftere at melde sig syg, viser forskningen. Derfor skal man sørge for at sige fra i tide, hvis noget arbejdsmiljøet påvirker trivslen. 

- Vi bliver alle syge af influenza. Det kan man ikke gøre fra eller til. Men vi kan hver især forsøge at tage vare på os selv og sige fra i tide, før noget i arbejdet bliver et så stort problem, at det gør, at vi melder os syge, siger Merete Labriola, lektor på Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet. 

Som medarbejder kan du altså forsøge at være opmærksom på dig selv og dine kolleger omkring dig. På den måde kan du være med til at sige stop, hvis noget i arbejdet påvirker din eller en kollegas trivsel.  

Sig fra i tide

Som medarbejder kan du være med til at forebygge sygefravær ved at sige til, når der er elementer i arbejdsmiljøet, der påvirker dig negativt.  

Det kan blandt andet være:      

  • Hvis der er forhold på arbejdspladsen, som presser dig eller gør dig usikker og mindre glad. Måske kan I gøre noget anderledes – overvej hvordan du kunne tænke dig, det kom til at blive.      
  • Hvis du har symptomer på stress, angst eller depression, og de står på i længere tid.          
  • Hvis du skal have hjælp til at prioritere i dine opgaver. Når du er presset, mister du nemt overblikket.  
  • Hvis du oplever en ubalance mellem kravene i dit arbejde og dine ressourcer. Det kan fx være balancen mellem arbejdsbyrde og den tid, du har til rådighed. Det kan også være, at du mangler nogle kompetencer til at løfte en opgave.    

Hvis du oplever noget af ovenstående, bør du kontakte din chef.   

Få hjælp af din chef

Det er din chef, som kan hjælpe dig med at finde løsninger, så du kan blive i dit job, selvom du ikke er helt på toppen. Hvis I har en arbejdsmiljø- eller tillidsrepræsentant, kan du også tale med vedkommende, eller du kan henvende dig til din fagforening.  Hvis du er nervøs for, hvordan din chef vil reagere, eller du har svært ved at sætte ord på det, der går dig på, kan du overveje først at tale det igennem med en kollega, som du har tillid til.

 

Smerter kan forebygges med aktivitet
Det er så almindeligt at have ondt i ryggen, at man nok ikke kan forebygge, at vi ind i mellem har rygsmerter, konkluderer en omfattende europæisk undersøgelse, ’Backpain Europe’. 

Til gengæld kan man ifølge forskningen forebygge, at ondt i ryggen udvikler sig til nedsat funktionsevne og sygefravær.  

Man ved nemlig, at det hjælper på smerterne og forebygger sygefravær, hvis man holder sig i gang, når man har ondt i muskler og led. Både antallet og længden af de perioder, man har smerter, bliver mindre, hvis man er fysisk aktiv.

Samtidig ved man, at hvis man bevæger sig for lidt, har man en øget risiko for hjertekarsygdomme, visse kræftformer, sukkersyge mm. Til gengæld nedsætter man risikoen for at blive syg, hvis man regelmæssigt er fysisk aktiv.




 

Oprettet d. 31. jul 2017