Nærhedsprincippet

 

Antallet af medlemmer (og arbejdsmiljøgrupper for virksomheder med over 35 ansatte) i AMO skal fastsættes ud fra et nærhedsprincip, som betyder, at der til enhver tid skal være det nødvendige antal medlemmer og grupper. Det vil sige nok til, at AMO kan udføre sine opgaver tilfredsstillende i den pågældende virksomhed.

Det endelige antal arbejdsmiljøgrupper er ikke fastlagt på forhånd, men skal findes ud fra en konkret vurdering. I vurderingen indgår virksomheden, dens arbejdsmiljøforhold og behovet for nærhed mellem de ansatte, deres repræsentanter og de øvrige medlemmer af AMO. Nærhed betyder fx, at det skal være let for de ansatte og medlemmerne af AMO at komme i kontakt med hinanden, både generelt og i forbindelse med fx skifteholdsarbejde og hjemme-/udearbejde. 

Hvem fastsætter størrelsen?

Arbejdsgiveren fastsætter i samarbejde med de ansatte og arbejdslederne det nødvendige antal arbejdsledere, arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsmiljøgrupper i AMO. Det er arbejdsgiverens ansvar, at der er et tilstrækkeligt beslutningsgrundlag, som indeholder oplysninger og vurderinger om alle de forhold i virksomheden, der skal tages hensyn til. 

Det bør tilstræbes, at der opnås enighed om antallet. Arbejdsgiveren har ligesom de ansatte og arbejdsledere en klar pligt til at samarbejde i den beslutningsproces, der danner grundlag for fastsættelsen af antallet. Hvis arbejdsgiveren, de ansatte og arbejdslederne herefter ikke kan blive enige om antallet, så træffer arbejdsgiveren afgørelsen alene. 

Arbejdsgiveren kan bl.a. trække på de oplysninger og vurderinger, der kommer på den årlige arbejdsmiljødrøftelse. I virksomheder, hvor AMO er oprettet, vil det være naturligt, at AMO med passende mellemrum behandler spørgsmålet om, hvorvidt organisationen fortsat har den rigtige størrelse og struktur. I denne situation kan AMO på samme måde trække på de oplysninger og vurderinger, der kommer på den årlige arbejdsmiljødrøftelse. 

Hvordan fastsættes størrelsen?

Antallet af medlemmer og arbejdsmiljøgrupper skal afspejle de konkrete opgaver i AMO, sådan at antallet til enhver tid er tilstrækkeligt til, at AMO i både sin daglige og koordinerende funktion kan løse sine opgaver tilfredsstillende. 

Antallet af medlemmer og arbejdsmiljøgrupper skal fastsættes således, at arbejdsmiljøorganisationen til enhver tid kan løse sine opgaver på tilfredsstillende måde i forhold til: 

  • Virksomhedens ledelsesstruktur, 
  • virksomhedens øvrige struktur, herunder geografiske forhold, størrelse og beliggenhed, 
  • virksomhedens arbejdsmiljøforhold, herunder arbejdets art, farlighed, risici og positive arbejdsmiljøfaktorer, 
  • arbejdets organisering, 
  • særlige ansættelsesformer og 
  • andre hensyn, som påvirker arbejdsmiljøopgaverne i arbejdsmiljøorganisationen. 

Kilde: Bekendtgørelse om samarbejde om sikkerhed og sundhed, §16, stk. 2

Når virksomheden skal fastsætte antallet, skal den være opmærksom på, at der er en naturlig sammenhæng mellem antallet af medlemmer og den tid og de ressourcer, de skal have til rådighed for at udføre deres opgaver tilfredsstillende. Arbejdsgiveren skal under alle omstændigheder sørge for, at medlemmerne af AMO har tilstrækkelig tid, viden mv. til at varetage deres opgaver. 

Læs også:

 

 

Love og regler 

Oprettet d. 13. nov 2015

Værktøjer

Se alle

Love og regler

Se alle

God praksis

Læs mere