Sikkerhed er guld værd hos os

Det handler om at passe på hinanden og sig selv. Derfor har Netto indført konceptet NettoCare i butikker over hele landet.

Netto-medarbejdere ved kassen.
Malene Johansen (stående) og Stine Pålsson er begge glade for den kontantløse kasse i Netto-butikken. Foto: Søren Svendsen 

Når man drejer fra den stærkt trafikerede Amager Boulevard rundt om hjørnet til Hollænderdybet lyser den karakteristiske Netto-hund med kurven i munden op i gaden.

Indenfor er travle medarbejdere i gang med at sætte varer på hylderne og køre varer gennem kassen. En helt almindelig torsdag formiddag i en Netto-butik på Amager. Alt ånder fred og ro.

Så fredeligt har der ikke altid været i butikken. I december sidste år truede den samme person medarbejderen ved kassen med en kniv ved to røveriforsøg. Og kort tid efter truede endnu en røver medarbejderen ved kassen ved et tredje røveriforsøg.

 Ingen kontanter længere

- Så besluttede vi, at nu skulle vi have Safepay, og det er siden blevet guld værd for os og har i høj grad øget sikkerheden blandt medarbejderne, fordi vi ikke længere har kontanter i kassen, siger butikkens førsteassistent Malene Johansen.
SafePay er et af flere initiativer, som har gjort det mere sikkert at arbejde i Netto-butikken.

SafePay er et betalingssystem, som gør, at kassemedarbejderen ikke længere har adgang til kontanter. Derfor kan giver det ikke længere mening at true eller overfalde kassemedarbejderen for at stjæle kontanter. To af butikkens kasser har SafePay, mens kunderne kan betale med Dankort og MobilePay i to andre kasser. Der er altså ingen kontanter til at friste nogen.

Pas på hinanden

Vi sidder sammen i Netto-butikkens baglokale, hvor butikkens travle medarbejdere af og til smutter igennem og ud til butikken. Her fortæller Malene Johansen og butikschef Stine Pålsson, hvordan de i dag tackler røveriforsøg, aggressive kunder og butikstyverier i butikken, efter at butikskæden har indført indsatsen NettoCare. En indsats, som udløste Arbejdsmiljøprisen i 2014, hvor Netto rullede konceptet ud i samtlige 459 kædebutikker over hele landet.

Konceptet går kort fortalt ud på, at kollegerne skal passe på hinanden og sig selv, når der er optræk til kunder, som bliver aggressive, butikstyve og altså røverier ved kassen. Hver butik har udpeget en medarbejder, der fungerer som ambassadør for konceptet i den enkelte butik. Her i butikken er det Malene Johansen, der er ambassadør for ordningen. Og både hun og butikschefen er enige om, at NettoCare har mange fordele.

-Vi holder personalemøder med medarbejderne, hvor ambassadøren, altså Malene hos os, fortæller sine kollegaer, hvad de skal være opmærksomme på. Det kan fx være kunder, som opfører sig mistænkeligt i butikken. Malene skal også sætte nye medarbejdere ind i simple forholdsregler, som at de skal låse bagdøren to timer før lukketid, fortæller Stine Pålsson.

Lederne mere opmærksomme

Malene Johansen er glad for sit hverv som ambassadør, og hun mener, at det er en fordel, at flere end butikschefen har et ansvar for at sætte kollegerne ind i, hvad de skal gøre, hvis der er for eksempel er potentielle butikstyve i butikken.

- Det er tydeligt, at lederne også er blevet mere opmærksomme på sikkerheden, nu hvor vi har uddelegeret noget af sikkerhedsopgaven til os ambassadører. Det er også en god ide, at vi som ambassadører kan give hinanden gode råd fra vores hverdag i butikkerne på en lukket Facebook-gruppe, hvor vi nu er 300 medlemmer, fortæller hun.

Ambassadøren har kontakt med alle kollegerne i hver butik og holder oplæg for dem på et samlet personalemøde et par gange om året.

- Det er vigtigt, at jeg holder samtaler med kollegaerne, for vi har skiftende arbejdstider med de lange åbningstider, så vi samles ikke så tit. Men jeg kender så alle kollegerne og fortæller dem om NettoCare, fortæller Malene Johansen.

Medarbejderne skal ikke spille helte

Det er især i ydertimerne, hvor der ikke er så mange kunder i butikken, at medarbejderne skal være opmærksomme.

- Her skal vi være synlige i butikken, så eventuelle butikstyve kan se, at vi er der, fortæller Stine Pålsson. Hun understreger, at personalet ikke skal spille helte, hvis kunderne bliver truende eller aggressive. Så er det bare om at tilkalde kollegaerne, som kan komme og hjælpe.

- Tager en kunde en taske fra butikken og begynder at fylde op med varer eller kommer ind med en stor IKEA-pose og bare fylder varer i, siger vi til vedkommende, at han eller hun skal tage en kurv i stedet for og gå til kassen. Alle kollegerne kommer fra alle hjørner i butikken, hvis de kan se, man står med en aggressiv kunde eller butikstyv. Vi smider dem ud af butikken, og de får også at vide, de ikke skal komme igen. De fortæller så vennerne ude omkring, at vi holder godt øje med den slags kunder. Så det rygtes i hele kvarteret. Vi melder også butikstyverier til politiet, som vi har et rigtigt godt samarbejde med, fortæller Malene Johansen.

- Vi har vi ikke været udsat for trusler, siden vi fik indført SafePay, men vi har nogle retningslinjer for, hvordan vi gør, hvis en medarbejder udsættes for trusler. Psykologhjælp er obligatorisk, men det drejer sig også om, at medarbejderen så hurtigt som muligt kommer på arbejde igen for at opleve, at det ikke er farligt at gå på arbejde, siger hun.

Forsøg med DNA-spray

Birgitte Oredson er miljøkonsulent i Netto, og hun følger op på, hvordan NettoCare fungerer:

- Det er mit indtryk, at NettoCare virker rigtig godt. Vi kan jo ikke holde øje med alle 459 butikker, men vi besøger forskellige butikker i ydertimerne, og vores HR-partnere og kollegerne i Intern Sikkerhed snakker jævnligt med ambassadørerne. Med NettoCare arbejder vores medarbejdere med holdninger og værdier, og det gælder om at holde gryden i kog og huske at sætte nye medarbejdere ind i tankegangen omkring for eksempel, hvordan man håndterer en butikstyv, siger hun og opsummerer:

- NettoCare går simpelthen ud på at forebygge og håndtere hændelsen undervejs, og tage sig af medarbejderen bagefter. Det drejer sig om at tage sig af kollegerne og sig selv.

Udover SafePay i kasserne har Netto også sat gang i et forsøg med DNA-spray i 20 butikker, heraf ni butikker på Amager. Butikstyven bliver oversprøjtet med en væske, som ikke kan vaskes ud af tøjet.

- Det har en præventiv virkning, og det er meget vigtigt, siger hun.

 

 

Om arbejdspladsen

Netto er en dansk discount butikskæde under Dansk Supermarked. Kæden har 459 filialer i alt fordelt over hele landet.

Videncenter for Arbejdsmiljø har besøgt butikken på Hollænderdybet 3-5 på Amager. Butikken har 32 medarbejdere i alt.

 

Nettos indsats for mere sikkerhed


Netto har sat flere initiativer i værk for at øge sikkerheden og minimere risikoen for vold og trusler for de ansatte.


NettoCare

Et koncept, hvor hver butik har udnævnt en ambassadør, der sørger for, at alle medarbejdere kender butikkens sikkerhedsregler og retningslinjer i forhold til at passe på sig selv og hinanden.


SafePay

En teknisk betalingsløsning, som gør kassen kontantløs.


DNA-spray

Ved røveri kan personalet udløse en pumpe ved butikkens udgang, som sprøjter usynlig væske over røveren. Væsken kan ikke vaskes af, og den kan spores op til flere uger på røveren og i flere måneder på tøjet. DNA-spray er etableret i foreløbig 9 butikker som et forsøg.

 

Sidst opdateret d. 27. okt 2016

Af Eva Birgitte Jensen