Stress – vi forebygger det sammen!

Med en intensiv kampagne har Miljøstyrelsen skabt dialog om stress og ubalance i arbejdslivet.


I dialogspillet IGLO-stafetten fik medarbejderne i Miljøstyrelsen diskuteret udfordringer. Her er det AC-fuldmægtig Anita Okkels Birk Thomsen og civilingeniør Helle Winther, der ser på, hvad de enkelte niveauer i organisationen kan gøre for at forebygge stress. Foto: Søren Svendsen.

Stress på dagsordenen

”Hvad kan vi gøre på 14 dage?” Det var præmissen for kampagnen ”Stress – vi forebygger det sammen”, som Miljøstyrelsen søsatte for de ca. 450 medarbejdere i foråret 2011. På den korte periode lykkedes det Miljøstyrelsen at få sat stress på dagsordenen på flere forskellige fronter i organisationen.

Forebyggelse involverer os alle

Forebyggelse af stress har været det centrale omdrejningspunkt i kampagnen.

– Vi synes egentlig, vi har godt styr på at håndtere stress og har arbejdet med det i flere år. Men der er stadig udfordringer, og det er vigtigt med løbende fokus på stresshåndtering. Derfor ville vi med kampagnen gerne give medarbejderne mere viden om, hvordan man kan forebygge stress, så det ikke bliver nødvendigt at håndtere det. Håndtering er jo noget, som især tillidsrepræsentanter og chefer arbejder med, hvorimod forebyggelse involverer os alle, siger HR-fuldmægtig Anita Okkels Birk Thomsen, der har været tovholder for planlægningen og afviklingen af kampagnen.

Kan man gribe ind i andres arbejdsliv?

Formålet med kampagnen var netop at fremme åbenhed og dialog om stress og samtidig give de ansatte i Miljøstyrelsen mere viden om stress, og hvilke handlemuligheder der er, hvis man selv eller en kollega oplever problemer.

– Jeg tror, der er en naturlig interesse hos os alle for at gøre noget. Udfordringen og usikkerheden over for stress gælder jo ikke kun i forhold til en selv, men også når man er i tvivl om, hvorvidt en kollega er stressramt. Man ved måske ikke, hvad man skal gøre, og man kan også bebrejde sig selv, hvis man ikke har set eller gjort noget i tide, fortæller Anita Okkels Birk Thomsen.

 

Aktiviteter i kampagnen

  • Foredrag om stress for alle styrelsens medarbejdere
  • Intranetnyheder med viden og handlemuligheder
  • Intranetside med artikler om forebyggelse af stress
  • Temamøde for tillidsvalgte med rejseholdet fra Videncenter for Arbejdsmiljø
  • Dialogspil om stress - IGLO-stafetten

Tiltagene i kampagnen er tænkt som noget, der kan skabe fælles referencer og være med til at holde dialogen i gang. Medarbejderne har blandt andet fået viden om stress via et fælles foredrag og nyhedsmails.

– Måske er man ikke engang selv opmærksom på, om det er stress. Derfor er det fint at få nogle teoretiske vinkler på det også, fx om balancen som medarbejder og kollega. For hvor stor en ret og pligt har man til at gribe ind i andres arbejdsliv? Det er jo ikke så synligt, som hvis det var en, der lå ude i havnen og råbte om hjælp, siger civilingeniør Helle Winther, der har været ansat i Miljøstyrelsen siden 1993.

Et andet tiltag i kampagneperioden var dialogspillet IGLO-stafet, som blev spillet i alle styrelsens enheder. I spillet diskuterede deltagerne udfordringer i hverdagen og fandt i fællesskab mulige løsninger på alle niveauer i organisationen, dvs. på Individ-, Gruppe-, Ledelses- og Organisationsniveau (IGLO). Formålet var at give medarbejderne mulighed for at drøfte stress i de enkelte teams og med de nærmeste kolleger. De mange spil resulterede i mange drøftelser om bl.a. prioritering af opgaver, korte deadlines, uklarhed om roller og opgaver. Efterfølgende skal de enkelte enheder og styrelsens samarbejdsudvalg følge op på de løsningsforslag, som grupperne kom frem til.

Noget for alle

Arbejdsgruppen bag kampagnen blev dannet af medlemmer fra Miljøstyrelsens samarbejdsudvalg og menige medarbejdere, der havde lyst til at være med. I arbejdet med kampagnen har arbejdsgruppen været meget bevidst om, at der skulle være noget for alle, og at der skulle kommunikeres i rette doser på rette sted. Samtidig skulle der ikke nødvendigvis opfindes ny information, men tages udgangspunkt i meget af det, der allerede var. Derfor understøtter kampagnen også det hidtidige arbejde i styrelsen med at sætte fokus på stress og ubalance:

– Tilbage i 2007 gennemførte vi et meget stort projekt under navnet ”Det grænseløse arbejde”. Vi havde en alarmerende vækst i antallet af stresstilfælde, og det faldt efter projektet. Så nu vil vi gerne fortsætte det vi gjorde godt dengang, siger Anita Okkels Birk Thomsen.

Nye tal fra en trivselsmåling viser bl.a., at 22 % af styrelsens medarbejdere oplever et stressniveau i forbindelse med arbejdet, som har påvirket dem helbredsmæssigt. Holdningen i styrelsen er, at uanset om det er højt eller ej, er det noget, der skal ageres på.

Spild af tid?
Selvom kampagnen har været kortvarig, har det været en udfordring at holde fokus undervejs:

– Det er svært ikke at invitere til at gøre det mere eller større eller lave nye strategier. Vi skulle virkelig holde fast i, at det skulle være konkret og handlingsorienteret, og noget vi kunne gennemføre på 14 dage. Alt kan jo ikke klares med et quick fix, men indimellem er det godt med intensive perioder med stor opmærksomhed frem for langstrakte processer, siger Anita Okkels Birk Thomsen.

Helle Winther ser kampagnen som et middel til at gøre alle mere opmærksomme på hinanden:

– Jeg håber, at budskaberne i kampagnen bliver en indgroet del af vores arbejdsliv. Det skulle gerne ligge på rygmarven, så vi husker det, når vi har alt for travlt. Men jeg tror også, at det kommer i takt med, at man ser flere og flere kolleger komme ud og stå på den kant, hvor der ikke er rart at stå. Så bliver man også mere opmærksom. Derfor et det vigtigt at tage det op og snakke om det og få gjort noget ved det, både som organisation og ledelse og medarbejder.

 

Om Miljøstyrelsen

Miljøstyrelsen er en del af Miljøministeriet og består af ti enheder. Styrelsen har ca. 450 ansatte, bl.a. kemiingeniører, farmaceuter, jurister, økonomer, sekretærer og kommunikationsfolk.

 

Oprettet d. 15. jul 2015

Af Malene Markussen