Bjørn har lært at sige nej

Engang ville Bjørn det hele på jobbet. To stresssygemeldinger har fået ham til at vælge opgaver fra. I dag er han tilbage på fuld tid.



Bjørn Glumby er pædagog i Vesterbro Børnegård i København og har været nede med stress to gange. Han har stadig svært ved at huske og koncentrere sig og kan ikke læse en bog. Foto: Thomas Tolstrup 

Oktober 2013. Bjørn bryder grædende sammen i børnehaven, hvor han er pædagog. En nystartet kollega brænder ikke rigtig for jobbet og er på vej væk, og Bjørn føler, han står alene med forældresamtaler, ugeplaner og ansvaret på stuen. Og som sædvanlig vil han gerne have en finger med i alle opgaver. Årsplaner, politikker og især hvis der ikke er andre, der melder sig. Og så er han lige blevet skilt.

Han har ikke selv set sammenbruddet komme. Lægen sygemelder ham med stress i tre måneder. Og det er lang tid, når man som Bjørn Glumby altid har haft svært ved at holde weekend og ferier.

- Der var så meget, jeg gerne ville på arbejdet. Jeg havde svært ved at acceptere, jeg ikke kunne nå det, siger Bjørn, der i dag undrer sig over, at han ikke stoppede op noget før.

Stille og roligt i gang

Da han vender tilbage starter han blødt op med tre timer, tre dage om ugen, i to uger. Han er på stuen med børnene. Ikke andet. Han er glad for at være tilbage, og det går hurtigt fremad. Langsomt begynder han på andre opgaver, og to en halv måned efter er han på fuld tid.

Bjørn aftaler med sin leder, hvad han skal lave, og hvad der kan vente, og de følger op på, hvordan det går. Men året efter er den gal igen. Han er begyndt at gøre, som han gjorde, før han blev syg og har glemt at overholde de aftaler, han har lavet med sig selv og sin leder.

- Det gik jo rigtig godt. Jeg syntes, jeg kunne det hele, husker han.
Bjørn har glemt at sætte tid af til de forskellige opgaver, sætte slutdato på og ikke gøre for mange ting på én gang men afslutte, før han starter nye projekter på stuen. Han bliver sygemeldt i en måned og starter blødt op igen.

Farvel gamle Bjørn

Halvanden måned efter er han på fuld tid igen, og det har han været i de sidste to år. Han falder stadig i, men er blevet bedre til at huske at organisere sine opgaver, og han har lært at sige nej, og at han ikke behøver at være med i alt. Weekender og ferier er han rigtig god til nu. Gensygemeldingen blev en slags wake-up call:

- Jeg skal ikke tilbage til den gamle Bjørn, og det der gjorde mig syg. Nu har jeg fundet en formel, der passer, siger han.

 

 

Det virkede for Bjørn

• Kender faldgruberne Bjørn er blevet mere opmærksom på, hvad der stresser ham, og hvornår tingene bliver for meget for ham. I dag ved han, at han skal tage den med ro, når han bliver for rastløs, ikke kan finde hoved og hale i tankerne og har svært ved at falde i søvn.   

• Mere tid til kerneopgaven Bjørn har lært at vælge opgaver fra, som han ikke behøver, at være med til. Han prioriterer at være sammen med børnene.

• Mere struktur Bjørn er spontan og synes det er sjovere at starte noget nyt end at afslutte, men i dag ved han, at han er nødt til at tage en ting ad gangen og huske at afslutte fx et projekt på stuen, før han går videre med det næste. Bjørn har stadig symptomer efter stress og kan ikke huske ting i hovedet. Derfor skal han være opmærksom på at skrive aftaler og arrangementer i kalenderen.

• En forstående og lydhør leder har hjulpet med at prioritere og har stået til rådighed, hvis han har haft brug for en snak. Det har været i orden at melde pas på opgaver og lade ting vente. Bjørns leder hjælper ham også med at huske ting og minder ham stadig om møder eller opgaver, der ligger et stykke ude i fremtiden.

• Hjælpsomme kolleger har gjort det trygt at spørge om hjælp. Samtidig har det været en aftale, at de ikke beder Bjørn om hjælp. De har også været søde til at spørge til ham, men har respekteret, at han styrer, hvad han har lyst til at tale om.

• Da han accepterer, han er syg I starten af sin sygemelding sneg Bjørn sig rundt i lokalområdet. Han havde dårlig samvittighed over for kolleger, børn og forældre og havde ikke lyst til at møde dem. Han skammede sig og var bange for at blive stemplet, for man kunne ikke jo se, han var syg.
  

 

 

 

Se flere gode eksempler på håndtering af stress

 

Oprettet d. 9. maj 2017

Af Annemette Grant Larsen