Til kamp mod dårlige vaner

Med en ny fælles forflytningskultur skal medarbejderne på afsnit M2 på Bispebjerg Hospital lære, hvordan de arbejder, så de bruger kroppen fornuftigt. Samtidig skal patienterne trænes i at gøre mere selv.

 - Når jeg instruerer Sine, fortæller hun først, hvad hun plejer at gøre, og jeg spørger, hvad kunne være anderledes, siger fysioterapeut Michael Skriver, der her vejleder sygeplejerske Sine Dyrlund Pedersen. Foto: Thomas Tolstrup.

Dårlige vaner gav ondt i ryggen

Ortogeriatrisk afsnit M2 på Bispebjerg Hospital er kun et par år gammelt og har mange unge blandt de 30 medarbejdere. Men indtil for nylig var mange af vanerne gamle. Sygeplejerskerne løftede patienterne i stedet for at forflytte, de glemte at bruge glidestykker, og de udnyttede ikke, at nogle patienter selv kan hjælpe til, når de skal fra seng til stol.

- Vi er gode til at gøre meget for patienterne, men når vi hjælper dem for meget, går de glip af en vigtig genoptræning, samtidig med at det går ud over os selv, siger sygeplejerske Sine Dyrlund Pedersen. Hun oplevede selv at få ondt i ryggen efter at have arbejdet på afsnittet i knap to år.

- Det skete ikke med et pludseligt smæld, men langsomt, da jeg i længere tid havde en meget dårlig patient, som lå i sengen. Jeg arbejdede i meget ubekvemme stillinger, og i løbet af 1½ måned fik jeg mere og mere ondt. Til sidst måtte jeg melde mig syg, fortæller Sine Dyrlund Pedersen.

En god forflytningskultur

Gamle vaner kan være svære at ændre, men medarbejderne på afsnit M2 på Bispebjerg Hospital er godt på vej mod en ny forflytningskultur.

Indsæt video

Flere administrative opgaver
Efter otte dages sygefravær kom Sine Dyrlund Pedersen tilbage på fuld tid. Men det gik ikke. Hun havde stadig meget ondt, og fik mere ondt, når hun skulle hjælpe patienterne.

Men Sine Dyrlund Pedersen blev på arbejde på fuld tid, fordi hun fik en aftale med sin leder om at få flere administrative opgaver i en periode. Efterhånden trappede hun op til flere sygeplejeopgaver, og efter et halvt år kom hun tilbage på lige fod med kollegerne, bortset fra enkelte opgaver. Hun skal nemlig helst ikke have ryggen i yderstillinger. Men Sine Dyrlund Pedersen har lært at finde andre måder at gøre tingene på, så hun ikke belaster ryggen så meget.

Personalets fysioterapeut

Under hele forløbet har Sine Dyrlund Pedersen fået behandling og instruktion af Michael Skriver, der er personalets fysioterapeut. Han har givet hende egentlige behandlinger, men han kommer også ud på afdelingen og observerer, hvad Sine Dyrlund Pedersen gør. På den måde kan han hjælpe hende til at finde de måder at gøre arbejdet på, som er bedst for hende og for patienten.

- Det er helt afgørende, at instruktionen foregår i den virkelige situation, for alle patienter er forskellige, så man kan ikke gøre det samme hver gang, siger Michael Skriver.

Men vaner og arbejdskultur er ikke så lette at ændre.

- I gamle dage havde vi løfteteknik, som handlede om at løfte på den rigtige måde. Så kom forflytningsteknikken, som betød, at man ikke skulle løfte, men skubbe, trække og glide. Men medarbejderne gjorde som de plejede - de blev ved med at løfte, siger Michael Skriver.

Flere måtte sygemeldes

Sine Dyrlund Pedersen var ikke den eneste på afsnit M2, der havde problemer med ryggen. Faktisk var der flere sygemeldte, så ledelsen var helt med på, at noget måtte gøres.

- Selv om vi på afdelingen har en lang tradition for at have fokus på tunge løft og forflytning, så oplevede vi, at flere medarbejdere måtte sygemeldes med dårlig ryg. Åbenbart fordi de ikke brugte hjælpemidlerne og ikke forflyttede rigtigt. Derfor måtte vi have ekstra fokus på hjælpemidler og forflytning, siger Lise Due Kay, der er ledende oversygeplejerske på afdeling M, som afsnit M2 er en del af.

Loftlifte og workshops

Et pilotprojekt blev iværksat på afdelingen. Formålet var at indføre en ny fælles forflytningskultur, så medarbejdere undgår at skade deres muskler og led, samtidig med at patienterne trænes i at hjælpe mest muligt til.    

Alle stuer fik loftlifte, som fylder mindre end de gamle flytbare lifte, og som altid er, hvor de skal være. Så bliver de brugt. Afdelingen fik også nye drejeskiver, som patienterne kan stå på, når de fx skal fra sengen til en kørestol. De nye er nemmere at bruge og mere stabile end de gamle.

Men vigtigst var det, at alle medarbejdere var med i tre workshops, hvor de lærte at forflytte og at bruge det, patienterne selv kan. De lærte, hvordan de kan udnytte patientens naturlige bevægemønstre og egne ressourcer, i stedet for at løfte. Medarbejderne prøvede også selv at være patienter og opleve, hvordan det er at blive løftet og forflyttet.

Uddannelse i små doser på stedet

Der har tidligere været kurser i forflytning, men det var heldagskurser for få medarbejdere, som så skulle lære videre til deres kolleger. Men nu bliver kurserne givet i små doser en time ad gangen over tre måneder.

- På den måde når vi ud til de fleste. Det er nemmere end at tage nogle ud af afdelingen til en hel dags kursus og bedre, fordi de lærer mere, når undervisningen foregår i praksis på stedet, forklarer Anne Jacobsen, der er arbejdsmiljøkonsulent og fysioterapeut og den, der organiserer indsatsen.

De tre workshops bliver fulgt op med kurser for nye medarbejdere og for dem, der har brug for genopfriskning.

- Det er nødvendigt, for det er nemt at falde tilbage i de gamle vaner, siger Anne Jacobsen.

Nogle patienter vil helst hjælpes

Men ikke kun medarbejderne har svært ved at ændre vaner. Det gælder også patienterne. Nogle vil hellere lægges i seng end selv hjælpe til og protesterer, hvis de selv skal løfte deres ben op i sengen.

- Man kan godt føle sig lidt som en dårlig sygeplejerske, når man siger nej til en patient. Vi vil jo helst hjælpe, og det kan være hurtigere at gøre, som patienten, vil end at tage dialogen, siger Sine Dyrlund Pedersen, og påpeger samtidig, at medarbejderne blevet bedre både til at tale med patienterne og til at tale sammen som kolleger.

- Vi stopper hellere op og bruger tid på at overveje, hvad vi skal gøre i stedet for at lave en hurtig og måske dårlig forflytning. Vi har fået et fælles sprog, så vi kan tale sammen om at bruge patientens naturlige bevægemønster, siger Sine Dyrlund Pedersen, som nu sjældent oplever at have ondt i ryggen.

 

Oprettet d. 4. aug 2011

Af Annie Hagel