Hos os hænger fysisk og psykisk trivsel sammen

Sygefraværet er faldet fra 15 pct. til 4 pct. i Teknisk afdeling på Aarhus Universitetshospital. Det skete, efter der blev sat fokus på det fysiske og psykiske arbejdsmiljø.

Medarbejderne i Teknisk afdeling sætter sedler på APV-blomsten, hvis der er noget i arbejdsmiljøet, de vil have gjort noget ved. Blomsten er udviklet af arbejdsmiljørepræsentant Kim Vium, her sammen med funktionsleder Kirsten Lindegaard (tv) og servicemedarbejder Heidi Løwe. Foto: Flemming Jeppesen.

Når servicemedarbejder Heidi Løwe tidligt om morgenen skubber rengøringsvognen foran sig gennem gangene på Aarhus Universitetshospital, er der gjort meget for at mindske forhindringer, der kræver løft, bøj i ryggen og andre dumme arbejdsstillinger. Der er fx lagt en skinne på dørtrinnene, som vognene glider lettere henover, og affaldskurvene er sat op så de ikke skal løftes af, når posen skal skiftes.

- Vi plukker de lavthængende frugter. Det, vi hurtigt kan gøre noget ved, får vi ordnet, siger Kirsten Lindegaard, der er funktionsleder på Teknisk afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Den indstilling er vigtig for Heidi Løwe:

- Det betyder meget, at der bliver taget hånd om det, så jeg ikke om ti år er slidt op. Der gik maksimalt tre uger fra jeg satte sedlen op, til problemet med dørtrinnene blev løst. Det giver en tryghed, at vi bliver hørt. Og vi medarbejdere bliver mere glade og positive, siger hun.

APV-blomst

Der bliver nemlig sat sedler op i Teknisk afdeling, når der er noget, der ikke fungerer, eller som kunne gøres smartere.

På Kirsten Lindegaards kontor hænger den såkaldte APV-blomst, som arbejdsmiljørepræsentant og serviceassistent Kim Vium har udviklet. Blomstens blade er forsynet med overskrifter som f.eks. Ulykker, Sygefravær, Psykiske forhold og Hygiejne. Og så kan alle medarbejdere sætte små, gule post-it-lapper på blomstens blade, når der opstår et problem på arbejdspladsen. I midten af blomsten er der plads til at skrive alt det, der fungerer godt på arbejdspladsen.

Når der bliver sat en seddel op, er det op til Kim Vium at indberette dem i det elektroniske system.

- Jeg fandt på det med blomsten, fordi vi jo ikke har adgang til en pc på samme måde som andre faggrupper. Når der bliver hængt en seddel op, afslutter jeg sagen, hvis der er en mindre økonomisk tung løsning på problemet. Hvis det er en større sag, kommer Kirsten med ind over, fortæller Kim Vium.

Han sørger for at sende ideer videre, der kan bruges i forbindelse med byggeri af det nye sygehus, fx at depotrummene ikke skal være for små til at medarbejderne kan bruge en lift til at skubbe ting ind på hylderne.    

Også andre opgaver

APV-blomsten er bare en af de ting, som er blevet indført i hospitalets tekniske afdeling for at passe på medarbejderne. Kirsten Lindegaard sørger også for at byde ind på serviceopgaver i huset, så rengøring ikke er de eneste opgaver, hendes medarbejdere har. Det betyder, at Heidi Løwe fx også tager sig af blomstervanding og servicering ved møder, mens Kim Vium ud over rengøringsopgaver også har en depotfunktion, hvor han bestiller varer hjem.

- Det er vigtigt med opgaveglidning, fordi det er godt for de ansatte at blive afbrudt i deres rengøringsopgaver. Det giver adspredelse og variation. Det er vigtigt, at de ikke laver de samme bevægelser hele tiden, for det kan slide kroppen op. Det ensidige arbejde skal minimeres, siger Kirsten Lindegaard.

Hvis en af medarbejderne får problemer med en skulder eller ondt et andet sted, sørger Kirsten Lindegaard for en rokade i opgaverne, så vedkommende kommer til at bruge andre muskelgrupper. Og på opslagstavlen hænger en seddel med elastikøvelser, der kan hjælpe medarbejderne med ondt i nakke eller ryg.

- Efter jeg begyndte at lave elastikøvelserne har jeg ikke brug for at gå til fysioterapeut. Det gør ikke længere ondt i nakken, fortæller Kim Vium. Han kunne dog godt ønske, at elastikøvelserne blev sat i system, så medarbejderne hver dag på et bestemt tidspunkt blev opfordret til at lave øvelserne.

Ergonomi og makkerplaner

Det fysiske arbejdsmiljø er generelt meget i fokus. I april sidste år var ergonomi på dagsordenen, og der blev bl.a. arrangeret en temadag om midler og metoder.

- Vi ændrede på vaskeriet, fik nye mopper, og så fik vi fjernet nogle knager, som ikke blev brugt, men som var årsag til, at medarbejderne skulle gå og bukke sig, når de skulle vaske gulvet, fortæller Kirsten Lindegaard.

Derudover har hun lavet de såkaldte makkerplaner, som betyder, at man prøver andre kollegers arbejdsopgaver.

- Hvis der er en medarbejder, der gør rent i et højhus, er det godt at komme ned i vaskeriet og se og prøve deres arbejdsopgaver. Men makkerplanerne fungerer primært, når der er fravær og man skal afløse hinanden, siger Kirsten Lindegaard.

For Heidi Løwe er makkerplanerne en hjælp i hverdagen, der betyder, at det hele ikke skrider, når en af kollegerne er syge.

- Vi ved lige præcis, hvad vi skal, når én er væk. Og vi får lov til at være selvstyrende i grupperne. Vi bestemmer selv, hvem der gør hvad, og det giver et bedre arbejdsmiljø, siger hun.

Åbenhed og ærlighed

Også det psykiske arbejdsmiljø er i fokus i Teknisk afdeling.

- Vi opfører os ordentligt over for hinanden. Vi er ikke nogen der ’bare gør rent’. Vi er en del af de andre på arbejdspladsen og er lige så vigtige som alle de andre. Det skal være sjovt at gå på arbejde, for så bliver rengøringsopgaverne måske også lidt sjovere, siger Kirsten Lindegaard.

 Og noget tyder på, at Kirsten Lindegaard gør det rigtige. I midten af APV-blomsten sidder der nemlig små, gule sedler, hvor der blandt andet står ’ Kirsten er lydhør og tager sig af problemerne’.

- Jeg vil gerne sørge for, at medarbejderne kan være her rigtig længe. Oplæring af nye koster både tid og penge. Det er hårdt at gøre rent syv timer om dagen, og derfor er det vigtigt at bruge forskellige muskelgrupper. Og hvis man har det godt psykisk, bliver det fysiske måske også mindre hårdt. Det går på to ben, siger Kirsten Lindegaard.

Det er Heidi Løwe enig i:

- Det betyder rigtig meget, at der bliver tænkt på os og gjort noget for medarbejderne. Det letter hverdagen og gør arbejdet nemmere.

Fra mistrivsel til trivsel

Det store fokus på både det psykiske og fysiske arbejdsmiljø har ifølge Kirsten Lindegaard betydet, at sygefraværet er faldet fra hele 15 pct. til 4 pct., siden hun blev ansat som leder i 2007.

- Der er en helt klar sammenhæng mellem vores fokus på arbejdsmiljø og trivsel og faldet i fraværet. Det er lige før jeg siger, at vi gik fra mistrivsel til trivsel. Det var hårdt arbejde for alle, men at se medarbejdernes selvværd vokse og se glade og smilende medarbejdere er det hele værd, siger Kirsten Lindegaard.

 

Oprettet d. 17. maj 2013

Af Marianne Troelsen Skou