Ekstra hænder hindrer sygemelding

I Rebild Kommune kan medarbejdere med ondt i ryggen få hjælp fra en ledig i jobrotation.

Social- og sundhedshjælper Karen Thorn (i midten) har fået aflastning i arbejdet fra et par ekstra hænder. Her er det social- og sundhedshjælperelev Lene Mousing, der agerer ekstra hænder, mens social- og sundhedshjælper Rikke Pedersen spiller rollen som borger. Foto: Flemming Jeppesen

Karen Thorn var på kanten af en langvarig sygemelding, fra sit arbejde som social- og sundhedshjælper, da hun efter tre måneder med behandlinger hos en fysioterapeut og øvelser derhjemme stadig havde ondt i ryggen.

Smerterne var kommet, efter hun havde gjort en forkert bevægelse i forbindelse med forflytning af en beboer på Ådalscenteret, som er et plejehjem for mennesker med demens i Rebild Kommune.

Men takket være et par ekstra hænder kunne Karen Thorn fortsætte med at arbejde på plejehjemmet. De ekstra hænder tilhører Lene Asferg Olsen, som i tre uger aflastede Karen Thorn ved at udføre de bevægelser, hun havde sværest ved. Det var fx at bøje sig frem for at placere et liftstykke ned om ryggen på en beboer.

Lene Asferg Olsen er kontoruddannet og havde ikke før arbejdet i plejesektoren. Men hun er ledig og har svært ved at finde job inden for sit fag. Så da jobcenteret foreslog hende at komme i jobrotation som ekstra hænder for en social- og sundhedshjælper, sagde hun ja.  

Indsats mod højt sygefravær  

Muligheden for de ekstra hænder er en del af en indsats for at nedsætte sygefraværet, som Rebild Kommune satte i gang i 2009. Da var sygefraværet på ældreområdet over otte procent. Det fik kommunalbestyrelsen til at afsætte en million kroner til at forbedre det fysiske og psykiske arbejdsmiljø.

Midlerne blev brugt til at sætte ind på flere forskellige fronter. Alle medarbejdere på ældreområdet fik 40 timers kurser i samarbejde og personlig kompetenceudvikling. Samtidig ansatte kommunen en fysioterapeut og indgik aftaler med foreninger og et træningscenter, så medarbejderne fik tilbud om at melde sig til individuel fysisk træning for 75 kroner om måneden og gratis holdtræning i blandt andet pilates, kropsbevidsthed og gymnastik. Efter to års indsats var sygefraværet faldet til 5,2 procent.

Til fysioterapeut med det samme

Rikke Pedersen er udekørende social- og sundhedsassistent på Mastruplund Ældrecenter i Rebild Kommune. Hun er en af de medarbejdere, der har nydt godt af, at kommunen ansatte en fysioterapeut til medarbejderne på ældreområdet. Hun har mange forflytninger ude i borgernes hjem og har haft både hold i nakken og ondt i lænden.

- Tidligere meldte jeg mig syg, når jeg fik ondt, men nu går jeg til fysioterapeuten med det samme, siger hun.

Ordningen fungerer på den måde, at når en medarbejder melder sig syg på grund af smerter i fx skulder eller ryg, kan lederen foreslå, at hun eller han bliver undersøgt og behandlet af fysioterapeuten. Og det sker samme eller næste dag.  

- På den måde bliver meget taget i opløbet, og mange sygemeldinger undgået, fortæller sundhedschef Anne Marie Holm.

Undervisning i forflytning

Rikke Pedersen har også har fået vejledning og undervisning i forflytning ude hos borgerne. Det får alle i hjemmeplejen som en del af indsatsen for bedre fysisk trivsel.

- Undervisningen har gjort mig mere bevidst om at bruge hjælpemidler. Jeg har altid selv et glidestykke med i tasken. Det bruger jeg, når jeg fx skal vende en person. Og jeg tænker mere over, hvordan jeg kan passe på mig selv, når jeg skal forflytte, siger Rikke Pedersen, som hver dag cykler rundt til mellem fem og ti borgere. 

Lokale projekter

Rebild Kommune har også i 2011 og 2012 afsat en million kroner til at forbedre arbejdsmiljøet for medarbejderne på ældreområdet. Hvordan pengene skal bruges, aftales på den enkelte arbejdsplads af tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter.

- Vi er i gang med at få overblik over, hvordan de enkelte centre har brugt pengene og overvejer nu, om vi igen skal have en stor fælles indsats på tværs eller satse på det nære. Det afgørende er, at den enkelte medarbejder får mest muligt ud af indsatsen, siger pleje- og omsorgschef Ingelise Hornshøj.

For Karen Thorn har den ekstra hjælp fra Lene Asferg Olsens hænder været en god aflastning. 

- Lene fulgte mig i alle vagter 34 timer om ugen, og især i de sidste fjorten dage var hun en stor hjælp. Smerterne i ryggen forsvandt ikke, men de blev heller ikke værre, siger Karen Thorn.

Hun har siden fået ændret sin arbejdstid, så hun har flest vagter om aftenen, hvor beboerne ikke skal i bad. For badning kræver den bøjning i ryggen, som hun har sværest ved.

Og Lene Asferg Olsen overvejer nu, om hun skal gå videre af social- og sundhedshjælpervejen.  

 

Ekstra hænder og jobrotation

Rebild Kommune har siden 2009 gjort en indsats for at nedbringe sygefraværet blandt de ansatte på ældreområdet. Indsatsen har fokus på trivsel og arbejdsmiljø.

 

Som led i indsatsen har Jobcenteret i Rebild Kommune siden maj 2011 tilbudt ledige at komme i jobrotation på kommunens ældreområde. Det indebærer, at de i en periode hjælper en medarbejder som er i risiko for at skulle melde sig syg fx på grund af smerter i muskler og led. Den ledige kan også hjælpe med andre ting, afhængig af medarbejderens behov.

 

Ideen med jobrotationen er, at de ledige skal prøve at arbejde på ældreområdet for at finde ud af, om de vil uddanne sig til social- og sundhedshjælpere.

 

Indtil videre har omkring 75 ledige været i jobrotation, og 80 procent af dem har søgt ind på en uddannelse, de fleste på uddannelsen til social- og sundhedshjælper.

 

Oprettet d. 8. jun 2012

Af Annie Hagel