Vi skal være forbillede for andre

Der holdes skarpt øje med arbejdsmiljøet i 3F i Frederikshavn – men ingen er perfekte.

- Sure smileyer fra Arbejdstilsynet ville være meget flovt, siger Morten Dahlberg,  som er formand i 3F i Frederikshavn. 

Her indgår arbejdsmiljøet i en klar strategi, der handler om at være et forbillede for andre arbejdspladser. 

- Det er klart, at arbejdsmiljøet skal være i orden hos os. Vi kan ikke lade stå til, uanset hvad problemet måtte være. Men samtidig er vi også en helt almindelig arbejdsplads med en helt almindelig virkelighed. Vi har også overenskomstforhandlinger med vores ansatte, og vi har også et klimaanlæg, der kunne trænge til at blive skiftet ud. På de områder er vi præcis som alle andre arbejdspladser, siger Morten Dahlberg.

Stort fokus på arbejdsmiljøet

Når arbejdsmiljø er en del af ens arbejdsområde, er det svært at miste fokus. Ikke desto mindre kan man godt glemme at kigge på sig selv.

- Vi tager arbejdsmiljøet meget alvorligt her i 3F. Det skal vi også, og jeg har faktisk heller aldrig oplevet, at der har været problemer af betydning. Og derfor er udfordringen, at vi ikke ”hviler på laurbærrene”,” siger faglig sekretær Gitte Christiansen og tilføjer, at den trivselsundersøgelse, som foretages hvert år af eksterne konsulenter, bidrager til at holde fokus indadtil.

Grundigere end i andre virksomheder

Der bliver holdt mange arbejdsmiljømøder i 3F i Frederikshavn, langt flere end i en gennemsnitlig virksomhed.

- Jeg har valgt, at vi mødes hver måned og drøfter, hvordan det står til med arbejdsmiljøet. Det har jeg valgt, fordi det er meget nemmere at tage problemerne i opløbet. Vi er en lille arbejdsplads, og tingene skal bare fungere, ellers bliver der brok i krogene, og det duer ikke, siger Morten Dahlberg. 

Oprettet d. 15. jul 2015