Godt arbejdsmiljø giver fyldt ordrebog

En fyldt ordrebog og et godt arbejdsmiljø er tæt forbundet i anlægsgartnerfirmaet Frank Sørensen. Mange af de kunder firmaet leverer til kræver nemlig, at der skal være styr på det.

For gartnerfirmaet er et godt arbejdsmiljø og orden i sagerne ikke bare noget man gerne vil have, men en forudsætning for at skabe en god forretning.

- Vi leverer til en række store certificerede virksomheder, og de kræver, at vi skal kunne dokumentere, at vi har styr på vores arbejdsmiljø for at kunne levere til dem, fortæller Kristian Nordstrøm, der er afdelingsleder i anlægsgartnerfirmaet Frank Sørensen.

Hvis der kommer en audit skal certificerede virksomheder og deres leverandører nemlig have styr på arbejdsmiljøet.  

- Det kan for eksempel være, at vi skal kunne fremvise et sprøjtecertifikat, hvis der kommer et audit, siger han.

Konkurrerer på godt arbejdsmiljø

Enhver der har en trailer kan nedsætte sig som gartner, det er ikke en beskyttet titel. Derfor er orden i arbejdsmiljø et konkurrenceparameter og en måde at distancere sig fra de mindre og billigere konkurrenter på markedet, fremhæver Kristian Nordstrøm. 

- Vi oplever, at alle mulige kalder sig gartner, selvom de dårligt ved hvilken vej et træ skal vende, og de er også billigere end os, men vi kan til gengæld gøre det bedre og dokumentere, at vi opfylder krav til både miljø og arbejdsmiljø, siger Kristian Nordstrøm. 

I gartnerfirmaet Frank Sørensen har man altså valgt at konkurrere på kvalitet og arbejdsmiljø.  

- Vi arbejder for eksempel ikke på akkord, som man ellers gør i mange andre gartnerfirmaer. Og vi poster også gerne nogle penge i arbejdsmiljøarbejdet. Derfor har vi også en høj anciennitet, og vi mener, at det kan betale sig i længden, fortæller Kristian Nordstrøm.

Arbejdsmiljørepræsentant Rene Gesna oplever også, at ledelsen er lydhøre overfor medarbejdernes ønsker om for eksempel at få nye hjælpemidler, selvom det koster noget.  

- Vi får typisk at vide, at vi kan prøve at bestille det hjem på prøve, og så ser vi om det virker for os. I løbet af de senere år har vi for eksempel fået hydraulisk løft på vores minilæssere og vacuumsugere til at løfte granitfliser. Ligesom alle har fået øjenskyllere, kanylebokse, brandslukkere og sikkerhedskasse i bilerne. Det har gjort en kæmpeforskel for vores fysiske arbejdsmiljø, fortæller Rene Gesna.

Målsætning om grøn smiley og nul ulykker

Gartnerfirmaet har en målsætning om at opretholde en grøn smiley fra Arbejdstilsynet og have nul ulykker.  

- Vi er stolte af vores grønne smiley, den vil vi gerne beholde og vi vil ikke have nogen arbejdsulykker. Men ellers er det nu ikke fordi, vi tænker så meget over store strategier, vi gør bare det, der kan betale sig, siger Kristian Nordstrøm.  

 

Om arbejdspladsen

  • Gartnerfirmaet Frank Sørensen beskæftiger sig både med anlæg samt pleje og vedligehold af grønne områder.
  • Firmaet beskæftiger cirka 35 mænd i sæsonen.  

Læs mere om arbejdsmiljøarbejdet hos gartnerfirmaet Frank Sørensen

 

Oprettet d. 15. jul 2015