´Min største udfordring er at huske pauserne´

Cath Borch Jensen er kommunikationsmedarbejder – og spastiker. Arbejdet klarer Cath, men en personlig hjælper gør det, hun ikke selv kan.

 
Hverken Cath eller hendes chef, leder af Teaterøen, Peter Kirk har oplevet, at der er opgaver, Cath har sagt nej til pga. sit handicap.

Det har været en hektisk morgen, da Cath med en times forsinkelse, kommer susende i bilen. Hendes hjælper er blevet syg, og Cath har brugt morgenen på at finde ud af, hvordan hun så kan komme på arbejde.

Heldigvis kan hendes søster køre og hjælpe hende op ad trappen til kontoret. Snart bliver der installeret en trappelift, så Cath ikke skal bruge så meget energi på at komme op.

Cath Borch Jensen er 32 år og kommunikationsmedarbejder på Teaterøen på Refshaleøen i København. Her kan teatre udefra booke sig ind og opføre deres forestillinger.

Cath er spastiker og sidder i kørestol og har et fleksjob 15 timer tre dage om ugen. Hendes handicap betyder, at hun har svært ved balance og koordination, og at hun spænder i musklerne i hele kroppen, også når hun sidder stille, selvom det ikke er til at se.

- I princippet kan jeg mange ting, men de tager lang tid, og jeg bliver udmattet. Derfor er jeg nødt til at prioritere, hvad jeg bruger min tid på, forklarer Cath.

Har de rigtige kompetencer

- Skal jeg hjælpe med noget, før jeg går?

Caths søster skal videre og pakker lige computeren ud af tasken og sætter den på bordet, inden hun smutter. Normalt har Cath en hjælper med hele dagen. Hjælperen tager sig af det praktiske og kompenserer for det, Cath ikke selv kan. Køre bilen, hente et glas vand, skære noget ud eller andre praktiske ting. Foran skærmen har hun ikke brug for hjælp. Og jobbet betyder alt.

- Det er virkelig vigtigt for mig at bruge al den energi, jeg har, og jeg vil gerne bidrage. Jobbet har også en kæmpe social værdi, siger hun.

Hverken Cath eller hendes chef, leder af Teaterøen, Peter Kirk har oplevet, at der er opgaver, Cath har sagt nej til pga. sit handicap.

- Når Cath arbejder, tænker jeg ikke over hendes handicap. Jeg har ansat hende ud fra hendes kompetencer og utrolige engagement. Og alle kan jo komme ud for at måtte sige nej til en opgave, siger Peter Kirk. 

Og en dag som i dag, hvor Cath ikke har en hjælper med, er der ingen, der har et problem med at give en hånd med, mener Peter Kirk:

- Vi har alle sammen brug for fleksibilitet. En anden har måske et barn med på arbejde en dag og har brug for lidt snor. Sådan er det, siger han.

Deltidsansatte vil videre

Dagens første møde er overstået. En ny forestilling skal planlægges, og Cath skal i gang med en pressemeddelelse og en tekst til hjemmesiden. Men først er der pause, og en kollega henter et glas vand til hende. Cath har brug for ekstra pauser og kan ikke bare springe dem over. For så bliver hun for træt, og det går ud over det mentale overskud.

- Min største udfordring er ikke at knokle løs og huske pauserne, når toget kører. Det er sindssyg svært for mig at acceptere, at mine vilkår er anderledes, siger Cath.

I det daglige giver det ikke problemer, at hun ikke bare kan springe en pause over. Det har ikke ført til problemer med deadlines.

Peter Kirk er vant til at have medarbejdere med forskellige handicap i fleksjob. Lige nu har seks ud af ti medarbejdere et skånebehov. Han kan lide ideen om at give alle en chance på arbejdsmarkedet og synes, det er en stor glæde at se, hvor glade fleksjobberne er for at gå på arbejde. Og samtidig passer de rigtig godt ind på Teaterøen, der ikke har så mange fuldtidsstillinger.

- Vi er et godt match, fordi fleksjobberne har brug for færre timer. En almindelig deltidsansat er tit et problem, fordi vedkommende ser det som noget midlertidig og vil videre til en fuldtidsstilling, siger han.

Se hinanden an

Peter Kirk vidste ikke så meget om, hvordan Caths handicap påvirker hende, før hun startede. Men allerede til samtalen nævnte Cath, at hun har brug for flere pauser, for det var vigtigt for hende at sige det.

Cath startede først i praktik, og det har Peter Kirk rigtig god erfaring med. For det giver mulighed for at se, om det giver mening for begge parter, og om opgaverne passer eller måske skal justeres. Og det er ikke altid det lykkes, men ofte gør det, viser erfaringerne fra Teaterøen.

- Hvis man på nogen måde er berøringsangst eller i tvivl, så er det en rigtig god måde at starte på, siger han.



 

 Se flere gode eksempler på fastholdelse

Oprettet d. 15. jul 2015

Af Annemette Grant Larsen