En ny måde at arbejde på

Åben kommunikation fra ledelsen og større indflydelse på opgaverne har gjort en omfattende forandring nemmere for de 200 medarbejdere på Coloplast i Thisted.  

Medarbejdere hos Coloplast i ThistedMedarbejderne er med, når nye produktioner skal udvikles. De foreslog at lade produktionen køre på to bånd, så to medarbejdere kan arbejde ved siden af hinanden i forskellig højde. 
- For vi er jo forskellige, siger Tove Bakke Nielsen, operatør og arbejdsmiljørepræsentant. Her sammen med arbejdsmiljøleder Susanne Neergaard Madsen (tv.) og kollega Jytte Bønding (siddende). Foto: Flemming Jeppesen.    

 
I dag er Tove Bakke Nielsen, operatør og arbejdsmiljørepræsentant, ikke i tvivl. Hun og kollegerne på Coloplast i Thisted har gennem de senere år fået mere spændende job.

 

Tidligere arbejdede de fleste medarbejdere med den samme produktion og ved den samme maskine i årevis. Nu arbejder de sammen om udviklingsprojekter i selvstyrende grupper på tværs af fag. Det har givet dem mere indflydelse, nye kompetencer og mere ansvar.

- Vi er blevet gode til at tage imod nye udfordringer. Hvis vi bliver spurgt, om vi vil tage en ny opgave, snakker vi lige sammen, og så siger vi ja, fortæller Tove Bakke Nielsen.

300 blev fyret

Hvor Coloplast i Thisted før var en produktionsfabrik, er den nu en udviklingsfabrik. Den forandringsproces gik for alvor i gang i 2011 efter beslutningen om at flytte 90 pct. af produktionen til Kina og Ungarn.

Det betød, at tre af de fem fabrikker i Danmark skulle nedlægges og flere hundrede ansatte fyres. I Thisted havde Coloplast 500 medarbejdere i 2005. Efter tre nedskæringsrunder blev 200 tilbage.

Perioden med nedskæringer var svær.

- I starten havde vi svært ved at gennemskue planerne, og derfor var vi længe usikre på, om det nu også passede, når ledelsen sagde, at vores fabrik fik lov at overleve. For hvad nu hvis der alligevel ikke var opgaver nok?, siger Tove Bakke Nielsen, som også pointerer, at det var frygteligt at sige farvel til kolleger.   

Da medarbejderne i 2011 efter den sidste nedskæringsrunde fik at vide, det nu var slut med fyringer, turde de slappe af.

- Der var vi ikke længere bange for, at der var en fyreseddel sammen med lønsedlen den sidste fredag i måneden. Men selv da var der lige en periode, hvor man rystede lidt, hver gang der blev indkaldt til informationsmøde, siger Tove Bakke Nielsen.

Bekymringer om fremtiden

Som arbejdsmiljøleder oplevede Susanne Neergaard Madsen også perioden som svær.

-Det var en vanskelig tid, da vi hele tiden blev færre og ikke ansatte nye. Hver gang der skete ændringer eller fyringer på Sjælland, gav det rystelser her i Thisted. Mange var nervøse og kede af det, og de, der arbejdede sammen ved maskinerne, talte meget om fyringer og om bekymringer, som de måske havde svært ved at tale om derhjemme, fortæller Susanne Neergaard Madsen.

For at imødekomme medarbejdernes bekymringer blev der holdt mange fællesmøder undervejs. Da de sidste afskedigede havde forladt arbejdspladsen, var alle tilbageblevne samlet til et fælles heldagsmøde.

- Medarbejderne fik først tegnet et konkret billede af den forandrede arbejdsplads. Bagefter gik de i grupper sammen med deres arbejdsleder for at tale om fremtiden for de enkelte afdelinger, fortæller Susanne Neergaard Madsen.

Åbne kort

Kommunikation til medarbejderne undervejs har været central for ledelsen.

- Vi har under hele processen arbejdet med kommunikation for at sikre, at alle ved det samme, så vi har et fælles grundlag at arbejde ud fra. Vi holder stadig fællesmøder og fortæller, når vi får en ny opgave, og når et projekt lykkes, så alle oplever, at det går godt. Alle får også at vide, hvad der sker i andre afdelinger, fortæller fabriksdirektør Frank Berg Rasmussen.

Fra Tove Bakke Nielsen er der ros til ledelsen for i hele processen at have spillet med åbne kort og kommunikeret klart og i god tid om beslutningerne og konsekvenserne for medarbejderne.

- Ingen lagde skjul på, at produktionen skulle flyttes, fordi det er for dyrt at producere i Danmark. Vi har hele tiden fået de samme informationer på fællesmøder, ligesom vi tidligt fik at vide, at vi kunne regne med, at omkring 200 skulle blive, og at vi ville få et mere spændende arbejde. Det betød, at vi forstod, at der ikke bare var tale om udsigtsløse nedskæringer, men at det handlede om, at vi skulle lave noget andet, fortæller Tove Bakke Nielsen.

I hele processen var virksomhedens samarbejdsudvalg omdrejningspunkt. Her blev alt drøftet, inden det kom videre, og tillidsrepræsentanterne var bindeled til kollegerne.

Medarbejdernes viden og erfaringer bliver brugt 

Før den omfattende forandring foregik produktionen i Thisted i forskellige centre, der var adskilt både fysisk og økonomisk fra hinanden. I dag er fabrikken en samlet enhed, hvor teknikere, som er faglærte, og operatører, som er ufaglærte, arbejder sammen i projektgrupper.

I dag er medarbejderne også med, når nye produktioner skal udvikles, ligesom de også bliver involveret, når en maskine eller en produktionsmåde er klar til at blive flyttet til fabrikken i Ungarn. De medarbejdere, som har været med til at udvikle produktionen, rejser til Ungarn for at sætte maskinen op og hjælpe de ungarske medarbejdere i gang.

- Medarbejdernes viden og erfaringer bliver brugt helt konkret i udviklingsarbejdet. Det betyder blandt andet, at arbejdsmiljøhensyn er med, allerede fra maskinen er på tegnebrættet, og bagefter samler vi op og ser på, om noget kan gøres anderledes og bedre, når næste maskine eller produktion skal udvikles, tilføjer Susanne Neergaard Madsen.

Det hører med til den nye struktur, at medarbejderne får undervisning i ungarsk kultur samt kurser i engelsk, som er arbejdssproget.

Et fantastisk sammenhold

Forandringsprocessen og den nye måde at arbejde på har haft stor betydning for trivslen på Coloplast i Thisted. 

- Efter en lang periode på skrump har vi et fantastisk sammenhold. Det betyder meget, at vi sammen har været igennem et svært forløb, men også deltaget i mange fælles arrangementer. Samtidig er vi blevet færre, så de fleste kender hinanden og snakker mere sammen end før, siger Susanne Neergaard Madsen og tilføjer:

- Det skyldes også, at alle nu arbejder i projekter på kryds og tværs af afdelinger. Vi har udviklet en kultur, hvor alle tør lukke munden op, både når de har ideer, men også når der er noget, de behøver hjælp til.    

 

 

Gode råd til arbejdspladser i forandring:

  • Giv al den information, der er tilgængelig, så snart den er klar til at blive delt ud.

  • Fortæl, hvad der skal komme bagefter forandringen – man skal have noget at se frem til og vide, hvorfor forandringen skal foregå.

  • Lav en tidsplan for forandringen og overhold den.

  • Tal med hinanden – ledelsen skal ud på gulvet og blande sig i dialogen i hverdagen. Husk at have det sjovt med fælles aktiviteter, mens det hele står på.

Kilde: Coloplast i Thisted.

 

Oprettet d. 15. jul 2015

Af Annie Hagel