Jernvilje til at beholde psykisk syg gav pote

Da Christina Willadsen, der var pædagog i Børnehuset Nyelandsgården, stod frem og fortalte om sin borderline personlighedsforstyrrelse, blev alle sejl sat ind for at beholde hende.

Pædagog Christina Willadsen, Børnehuset NyelandsgårdenPædagog Christina Willadsen har fået sit arbejdsliv til at fungere i samarbejde med sin arbejdsplads hos Børnehuset Nyelandsgården, selv om hun har en psykisk diagnose. Foto: Jantzen

 Lægger alle kort på bordet

- Du skal fyre mig. Jeg duer ikke til det her.

Den besked serverede pædagog Christina Willadsen for sin chef efter bare seks uger i Børnehuset Nyelandsgården på Frederiksberg.

Med sig i bagagen havde hun fire fyringer fra andre institutioner. Fyringer, der skyldes et meget højt sygefravær og en af gangene også samarbejdsvanskeligheder. Og da Christina frygtede, det ville ske igen, valgte hun selv at tage affære, ligesom hun har gjort en gang før.

Men Christina blev ikke fyret. I stedet tog de en snak, hvor alle kort blev lagt på bordet, og hvor Christina fortalte, at hun er psykisk syg. 

- Christina er en dygtig pædagog, vi kan lide hende, og selvfølgelig vil vi gerne beholde hende. Vi skiller os ikke bare af med medarbejdere i krise, og Christina var så meget i kontakt med sig selv, at jeg tænkte, vi nok skulle finde en løsning, siger leder af Nyelandsgården, Lene Draaby.

Siger det for første gang
Christina lider af en borderline personlighedsforstyrrelse. Det er en sygdom, der gør det svært at have nære relationer over længere tid. Forholdene bliver intense, men ustabile. En tendens til sort-hvide oplevelser af verden, en kronisk følelse af indre tomhed og angst, er også en del af Christinas sygdom. Hun har også svært ved at tolke indtryk og signaler og sorterer ikke automatisk i vigtige og ikke-vigtige. Og hun fungerer bedst, når tingene er forudsigelige. 

Christina fik diagnosen for fem år siden, men har gået i terapi i 14 år. Hun startede samtidig med, at hun blev færdiguddannet som pædagog. Hendes tidligere arbejdspladser har ikke vidst noget om Christinas usynlige handicap. Både fordi hun ikke havde den sygdomserkendelse, som hun har i dag, og fordi hun var flov og måske heller ikke ville se det i øjnene.

- Jeg kunne ikke se en forbindelse mellem mine udfordringer og mit arbejdsliv. I stedet nåede jeg frem til at jeg var en dårlig pædagog, siger hun.

Kolleger tager hensyn

I Nyelandsgården fortsætter Christina som pædagog på fuld tid. Hun fortæller sine kolleger om sin sygdom, får fri til at gå til terapi og har samtaler med afdelingslederen en gang om ugen. Og for at hjælpe Christina indretter stuens to pædagoger deres arbejdstider efter hendes behov, så hun kan arbejde 8-16 og få så meget forudsigelighed som muligt.

Samarbejdet på stuen går godt, blandt andet fordi Christina er god til at melde ud, hvordan hun har det, og fordi kollegerne er opmærksomme på at spørge. På de gode dage har Christina overblik og overskud og mange gange kører det bare, oplever Christinas kollega, pædagog Malene Oldenskov. Og på de dårlige dage tager de hensyn. Fx ved at tage konflikterne mellem børnene og stå for planlægning af aktiviteter. Men det er ok, husker Malene.

Stadig noget galt

Selvom kollegerne er meget rummelige, mærker Christina en indre uro. Hun kan sommetider ikke overskue at spise med fem børn, fordi hun ikke har kontrol over, hvad der sker om lidt. Uforudsigeligheden gør hende angst. Det samme kan ske når børnene maler, og der pludselig er maling over det hele. Og selvom hun bruger de metoder, hun har lært i terapien til at filtrere indtrykkene og skabe mening i kaos, er tempoet for højt til, at hun kan nå det, og sommetider er hun helt færdig kl. 10. 

Tit trækker hun sig, fx ved at være den, der henter vognen med mad i køkkenet. Så tager hun en pause på toilettet i fem minutter på vejen, uden nogen opdager det. Men hun er tit syg, ofte en til to dage om ugen, og det ser kollegerne som et problem. Møder hun ikke op, må de sommetider aflyse ture eller juleklip. Og selvom Christina efter et halvt år på stuen kommer på paragraf 56, der er en ordning for kronisk syge og langtidssyge, hvor arbejdsgiveren får refusion fra første sygedag, er situationen ikke holdbar.

Efter et år på stuen, eskalerer sygefraværet, og ledelsen kan ikke længere stå inde for ustabiliteten.

Vil finde en løsning

For Christinas chef, Lene, er det nu tydeligt, at Christina ikke er i stand til at arbejde fuld tid. Og at et fleksjob, som er en ansættelse, hvor der tages hensyn til, at arbejdsevnen er væsentlig nedsat på grund af sygdom, vil være den rigtige løsning. For at få det bevilget skal Cristina i arbejdsprøvning. Her skal det afklares, hvilke opgaver hun fungerer med, og hvor meget, hun kan arbejde. Mod normal procedure får Christina lov til at komme i arbejdsprøvning i administrationen i Børnehuset.

Normalt skal det foregå på en anden arbejdsplads, men på grund af hendes behov for at være sammen med mennesker, hun kender, får hun lov til det.

Arbejdsprøvningen viser, at Christina fungerer fint foran computeren. Her registrerer hun fravær, laver vikarernes løn, renskriver referater og bestiller varer. Det fungerer bedst, hvis hun arbejder fra 10-15 tirsdag, onsdag og torsdag. 

I dag har Christina været på kontoret i fire år. Ikke i fleksjob, da ansøgningen blev underkendt, fordi arbejdsprøvningen foregik i Nyelandsgården, men 15 timer om ugen på paragraf 56.

For at lave en stilling til Christina har tre afdelingsledere hver især givet afkald på fem af de timer, de har til administrative opgaver. Timer de nu i stedet bruger sammen med børnene.

I sit rette element

Christina er lettet over at have fået styr på sit arbejdsliv og har fundet en stolthed og arbejdsglæde, hun aldrig har haft før, fordi hun magter arbejdet.

 - Uanset hvor rummelige mine kolleger på stuen var, kunne de jo ikke tage ansvaret fra mig. På kontoret kan jeg arbejde i mit eget tempo og tage pauser, når jeg har brug for det, og jeg svigter ikke nogen, hvis jeg er syg. Jeg savner børnene helt vildt, men heldigvis er jeg stadig i en daginstitution, forklarer hun.

Det er også en kæmpe lettelse, at hun ikke længere skal give sig ud for at være en anden, end hun er. I dag ved alle i Børnehuset, at hun er psykisk syg, og at hun er åben om det. En udmelding, som er kommet bag på kollegerne, men som kun har givet positive reaktioner i form af: "Aj, hvor er du sej, du siger det." 

Har hun en dårlig dag, men formår at komme, trækker hun i joggingbukserne og møder op, også selvom hun har fedtet hår. Dage hvor hun tidligere ville være nødt til at melde sig syg og finde på en nødløgn. Løgne og dårlig samvittighed der åd hende op.

I dag får hun en krammer af kollegerne og et "Nå, er det en af de dage" med på vejen. Også Christinas chef er glad for løsningen.

- Christina er exceptionel god. Hun har et vindende væsen og en glad og smilende stemme i telefonen og kan også tage de trælse snakke med vores lønkontor om fejl i lønnen, siger Lene Draaby.

Christina Willadsen er ambassadør i EN AF OS. Det er en kampagne, der arbejder for at fremme tolerance og åbenhed over for mennesker med psykisk sygdom. 

 

Se flere gode eksempler på fastholdelse

Oprettet d. 15. jul 2015

Af Annemette Grant Larsen