`En kæmpe lettelse at tale med Tina´

I Middelfart-virksomheden Isoplus Fjernvarmeteknik A/S gav sekretær Tina Frydendal psykisk førstehjælp til en medarbejder, efter han overværede en trafikulykke. Det gjorde en forskel.

Henrik Siegenfeldt fik hjælp af sin kollega, Tina Frydendahl, efter han overværede en ulykke. 

Distriktschef Henrik Siegenfeldt tilbringer det meste af sin arbejdstid på landevejen. En dag i september sidste år går det galt. Mens han holder på en rasteplads og taler i telefon med en kollega, kører to biler sammen. Den ene fortsætter ned ad en skrænt.

Henrik Siegenfeldt ved med det samme, at det er alvorligt og løber derned. En ældre mand er klemt fast. I de cirka 20 minutter, som der går, før ambulancen kommer, holder Henrik manden i hånden og taler med ham for at holde ham ved bevidsthed. Han er i kontakt med Alarmcentralen og følger deres instrukser.

Bagefter ringer Henrik Siegenfeldt den kollega op, som han talte med, da bilerne stødte sammen. De er ikke blevet færdige med at snakke. Han fortæller, at der er sket en ulykke. De taler om hvilke biler, der er stødt sammen, og kort om hvad der sket, og så snakker de arbejde.

Henrik skal bare videre

Dagen efter ringer Tina Frydendal, der er sekretær og arbejdsmiljørepræsentant i Isoplus Fjernvarmeteknik A/S. Hun har taget et kursus i psykisk førstehjælp og har fået et praj om ulykken af den kollega, Henrik Siegenfeldt har talt med.

Da Tina spørger, hvordan han har det, svarer Henrik, at han har det fint.

- Det sidder på rygraden. Uanset hvordan man har det, siger man jo, man har det fint, siger Henrik Siegenfeldt.

Alligevel går Tina Frydendal ham mere på klingen. Hun spørger blandt andet, hvordan han har det med at sætte sig ind i en bil igen, og om han får sovet. Allerførst irriterer det Henrik lidt, for han har jo sagt, han har det fint. Han skal bare videre. Men han får hurtigt tillid til Tina og mærker, at det faktisk er rart at få tingene vendt. Pludselig vælter det ud af ham, og de snakker fx også om, hvordan det var at sidde med manden i hånden.

Mere rystet end han troede

De taler sammen en times tid. For der er mange tanker, der kører rundt i hovedet på Henrik. Og han synes faktisk ikke, det er sjovt at sidde i en bil igen.

- Det var en kæmpe lettelse at tale med Tina. Hun spurgte til mig, og jeg var mere rystet, end jeg lige var klar over. Det er Tina, jeg har bearbejdet det her med, fortæller Henrik Siegenfeldt.

En uge senere da han for første gang kører forbi stedet, hvor ulykken skete, ringer han til Tina Frydendal. Bare for at sige, han er ok med at køre forbi. I tiden efter vender de det også, når de alligevel mødes eller taler i telefon om noget andet.

Henrik Siegenfeldt har ikke haft brug for professionel hjælp. Men han tror, han ville have tænkt mere over ulykken i længere tid, hvis han ikke havde vendt det med Tina. Måske ville han også have haft søvnløse nætter. Han synes, det har været rart, at han altid var velkommen til at ringe til hende. Henrik bor alene og har ikke lige en derhjemme, han måske ellers kunne have vendt det med. Og selvom han kunne have ringet til en ven, har det været rart at kunne gå lige til emnet og ikke skulle overstå det på fem minutter eller starte forfra hver gang.

Lidt grænseoverskridende

Tina Frydendal og Henrik Siegenfeldt kendte ikke hinanden, da ulykken skete. Henrik var nyansat og kommer ikke så tit på hovedkontoret i Middelfart. Og derfor var det lidt grænseoverskridende, da Tina ringede.  Men Henrik fik hurtigt tillid til hende.

Tina havde ikke en tjekliste med ting, hun ville spørge om. Ingen dagsorden ud over at høre, hvordan han havde det og oplyse ham om, at han kunne kontakte en psykolog i Falck Health Care, hvis han skulle få brug for det.  Eller kigge på en hjemmeside, hun havde fundet.

Tina Frydendal oplever, at kurset i psykisk førstehjælp har givet bonus. Tidligere var hun bange for at blande sig.

- Jeg har lært at slippe berøringsangsten og tage hånd om problemerne i stedet for at tænke, at der nok er nogen andre, der tager sig af det, siger hun.

 
 

Fem tegn på at du er god førstehjælper

- Du er god til at lytte
- Du er god til at høre, hvad der bliver sagt, og hvad der ikke bliver sagt
- Du går ind i det og har ikke bare et spørgeskema med tyve spørgsmål
- Du er ikke chef
- Du har en bred kontaktflade på arbejdspladsen, og man føler sig ikke afhørt, når man taler med dig.

Kilde: Henrik Siegenfeldt

 Se flere gode eksempler på fastholdelse

Oprettet d. 15. jul 2015

Af Annemette Grant Larsen