Hvordan kan organisationen skabe trivsel?

Systematiske trivselsprocesser, der er tilpasset arbejdspladsen og inddrager medarbejderne, samt god kommunikation er vigtige elementer for trivsel.

Organisationen sætter rammerne

Organisationen er repræsenteret ved topledelse, MED-udvalg, samarbejdsudvalg, arbejdsmiljøorganisation og HR-/personaleafdeling.

Organisationsniveauet sætter arbejdspladsens overordnede mål og strategier, som skaber rammerne for de ansattes arbejde og dermed deres trivsel.

Direktionen står i spidsen for at udstikke rammerne for arbejdsmiljøet i samarbejde med ledelsesgruppe og arbejdsmiljørepræsentanter.

Det er en fordel at tænke trivslen ind i:

  • Personalepolitikken: Sygefraværssamtaler, stresssamtaler, afskedigelsessamtaler, seniormedarbejdersamtaler osv.
  • Kompetenceudviklingen: MUS, GRUS, kompetenceudviklingsprogrammer for medarbejdere og ledere.
  • Arbejdsmiljøindsatsen: Procedurer for og redskaber til APV og trivselsundersøgelser.
  • Kommunikationsstrategien.

Men det er også vigtigt at have fokus på, hvordan man skaber bedst mulig trivsel i hverdagen på arbejdspladsen.

En systematisk indsats giver det bedste resultat

Forskning peger på, at forandringer mod et bedre psykisk arbejdsmiljø er mest vellykkede, hvis man sætter ind med en systematisk indsats, der består af en række faser.

Faserne følger ikke nødvendigvis hinanden kronologisk. De fem faser er:

  • Forarbejde
  • Kortlægning
  • Planlægning af aktiviteter
  • Gennemførelse
  • Evaluering

Læs mere om faserne i den systematiske indsats

I alle faserne skal man desuden tage højde for tre afgørende ting, nemlig at:

  • Tilpasse indsatsen til virksomheden
  • Inddrage medarbejderne
  • Sikre en klar kommunikation

Tilpasning til virksomheden

Det er grundlæggende, at man sikrer sig, at ens indsats passer til arbejdspladsen. Mange indsatser sættes i gang uden tanke på, om arbejdspladsen er klar til indsatsen, om der er de nødvendige forhold til stede osv.

Det er afgørende at sikre sig, at virksomheden har ressourcer til at tage sig af processen, og at de aktiviteter, man gerne vil sætte i gang, stemmer overens med arbejdspladsens størrelse, branche, arbejdsgange mm.

Inddragelse af medarbejdere

Den anden væsentlige erfaring fra vellykkede indsatser er, at medarbejderne inddrages i det, der foregår. Medarbejdernes viden og erfaringer er en værdifuld ressource at trække på.

Ved at involvere medarbejdere i alle processens faser kan man sikre, at de indsatser, der sættes i gang, forekommer relevante og realistiske.

Klar kommunikation

Det er afgørende, at kommunikationen om indsatserne er klar og vedholdende. Det er ikke tilstrækkeligt at kommunikere ud via få kanaler eller blot at informere om en ny indsats i ny og næ.

En forudsætning for, at trivselsprocesser munder ud i vedvarende forbedringer, er, at der skabes synlighed gennem kommunikationen. Kommunikation er desuden et godt og effektivt redskab i arbejdet med de to andre forhold beskrevet ovenfor – tilpasning til arbejdspladsen og involvering af medarbejderne.

Hav fokus på trivsel ved store strukturændringer

Det er særligt vigtigt, at I har fokus på medarbejdernes trivsel, når der sker store ændringer på arbejdspladsen.

Læs mere om, hvordan I skaber gode forandringer på arbejdspladsen

Få mere viden om, hvordan I kan skabe trivsel på jobbet:

 

 

 

Oprettet d. 11. jan 2016

Værktøjer

Se alle

Love og regler

God praksis

Læs mere