Hvordan kan du som leder øge trivslen?

Som leder spiller du en central rolle for, hvordan medarbejderne trives på arbejdspladsen. Du kan skabe engagement og tillid ved at inddrage medarbejderne.

Lederen går foran

Lederen har en særlig opgave og et særligt ansvar for at gå foran i arbejdet med at skabe et godt psykisk arbejdsmiljø. Gøres det rigtigt, kan trivsel og effektivitet blive to sider af samme sag.

Forskning peger på, at velfungerende arbejdsgrupper har en klart defineret leder, som:

  • Nyder respekt blandt gruppens medlemmer
  • Hjælper gruppen til at fokusere på opgaven
  • Fungerer som kommunikationsled mellem gruppen og andre arbejdsgrupper, mellem gruppen og topledelsen og indbyrdes i gruppen
  • Er med til at skabe normer og strukturer for gruppens arbejde

IRIS – en ledelsesstil der skaber trivsel

IRIS-ledelse er en ledelsesstil, som forskningen peger på, har en positiv betydning for medarbejdernes engagement, indsats og trivsel. Det er en ledelsesstil, der særligt egner sig til at lede teams og grupper, der skal skabe resultater i fællesskab.

IRIS står for:

  • Inspirator
  • Rollemodel
  • Idéfacilitator
  • Sparringspartner

IRIS-ledelse står ikke alene, men supplerer en mere traditionel ledelsesstil, hvor medarbejderen udfører sit arbejde og til gengæld modtager løn, goder og anerkendelse fra lederen.

IRIS-ledelse går ud på at skabe forhold for medarbejdere, der gør dem i stand til i høj grad at lede sig selv. Lederen viser vejen for sine medarbejdere, frem for at kontrollere, om de går den rigtige vej.

IRIS-lederen kan bidrage positivt til det gode psykiske arbejdsmiljø, fordi hun fokuserer på at involvere medarbejderne i målsætninger og skaber fælles mening og retning.

Den inspirerende leder

Den inspirerende leder skaber engagement blandt medarbejderne ved at gøre visioner og målsætninger tydelige. Lederen formulerer en vision for medarbejderne og inspirerer dem til at se fremtiden og mulighederne for gruppen og organisationen.

Visionen er et væsentligt redskab, fordi den bidrager til, at medarbejderne kan forstå, hvad deres opgaver og mål er, og hvordan de passer til organisationens opgaver og mål.

For at styrke trivslen og engagementet forholder den inspirerende leder sig åbent og nysgerrigt til, hvordan den enkelte medarbejder kan bidrage til visioner og målsætninger.

Lederen som rollemodel

Lederen skal med sin person afspejle arbejdspladsens værdier, og på den måde levendegøre dem, så de er tydelige for medarbejderne.

Lederen har derfor et ansvar for klart at udtrykke visioner og værdier på en måde, så medarbejderne kan identificere sig med dem.

Lederen har også et ansvar for at håndtere pressede situationer, egen stress, medarbejderes overbelastning, forandringer og ydre krav på en god måde.

Lederen viser vejen i forhold til, hvordan stress kan forebygges og håndteres i hverdagen.

Lederen som idéfacilitator

Lederen stimulerer og udfordrer medarbejderne, så de styrkes i at finde de gode opgaveløsninger.

Lederen støtter medarbejderen gennem anerkendelse og opmuntring, men også ved at stimulere til nye vinkler på problemer og nye måder at løse arbejdsopgaverne på.

Lederen stiller på den måde nogle forventninger til medarbejderne, som kan være gode og udviklende for den enkelte. Men høje forventninger kan også rumme fare for, at medarbejdere føler sig pressede, eller oplever at kravene er for høje. Derfor er det afgørende, at lederen doserer udfordringerne, så de passer til den enkelte medarbejders ressourcer.

Lederen som sparringspartner

Lederen skal fungere som en sparringspartner, der er i stand til at coache sine medarbejdere sådan, at den enkelte kan bruge sit potentiale fuldt ud. Det betyder, at lederen skal formå at tage hensyn til den enkelte medarbejders kompetencer og interesser.

Den sparrende leder viser stort nærvær i sin omgang med medarbejderne og viser aktivt sin anerkendelse.

Som sparringspartner har lederen mulighed for løbende at justere kravene til den enkelte medarbejder, give tydelig feedback og afstemme forventninger til opgaverne. Samtidig kan lederen skabe rum for, at medarbejderne har forskellige præferencer og styrker. På den måde er rollen som sparringspartner vigtig for, at lederen kan forebygge stress og øge trivslen blandt medarbejderne.

Hent faktaarket: Teamledelse med det rette twist (pdf)

Få mere viden om, hvordan I kan skabe trivsel på jobbet:

 

 

 

Oprettet d. 11. jan 2016

Værktøjer

Se alle

Love og regler

God praksis

Læs mere