Social kapital mellem medarbejdere og ledelse

Ledere og medarbejdere er afhængige af hinandens viden og ressourcer for at komme i mål med opgaverne. Medarbejderne har både en relation til den nærmeste leder og topledelsen. De to relationer kræver forskellige indsatser for at lykkes. 

Hvad er social kapital mellem medarbejdere og ledelse?

Stærke samarbejdsrelationer mellem medarbejdere og ledelse kaldes forbindende social kapital. Der er to typer forbindende social kapital:

  • Nærmeste ledelse:
    Forholdet mellem medarbejderne og teamlederen
  • Samlet ledelse:
    Forholdet mellem medarbejderne og virksomhedens samlede ledelse.

Hvorfor arbejde med relationer mellem medarbejdere og ledelse?

Når virksomhedens processer bliver mere og mere komplekse, udfordrer det relationen mellem ledere og medarbejdere. Lederne kender ikke alle fagdetaljer i udviklingen og produktionen og kan derfor ikke nøjes med at organisere og styre processen. Lederopgaven bliver også at skabe retning, fælles mål, motivation, sammenhold, kollektiv selvtillid og identifikation med virksomheden.

Ledere og medarbejdere er afhængige af hinandens samarbejde, viden og ressourcer for at løse opgaverne. 

Test – har I godt samarbejde mellem medarbejderne og den nærmeste leder?

Medarbejdere og deres nærmeste leder i afdeling, team eller gruppe har hyppig og direkte kontakt. Kendetegn på høj grad af forbindende social kapital er, at:

  • Der er gensidig respekt, tillid og anerkendelse mellem medarbejdere og ledere.
  • Ledelsen tager hensyn til medarbejdernes behov og synspunkter, når der træffes beslutninger.
  • Medarbejderne er indstillede på både at give og tage imod i relationen til den nærmeste leder.
  • Medarbejdere og den nærmeste leder har en fælles forståelse af arbejdsopgaver og -mål.

Sådan styrker I samarbejdet

I kan dagligt styrke jeres forbindende sociale kapital mellem medarbejdere og nærmeste leder.

Fokusér på gensidig respekt og tillid, inddragelse af medarbejdere i beslutninger og fælles forståelse af arbejdsopgaverne. Tit skal der enkle ting til at styrke relationerne:

  • Sørg for, at organiseringen af arbejdet understøtter samarbejdet mellem medarbejdere og den nærmeste leder.
  • Skab rum for en åben, ærlig og tryg dialog.
  • Inddrag medarbejdernes viden og erfaringer i planlægningen af arbejdet.
  • Gå forrest med anerkendende kommunikation, og bak hinanden op – både ledere og medarbejdere.  

Test – har I godt samarbejde mellem medarbejderne og den samlede ledelse?

Mellem medarbejderne og arbejdspladsens samlede ledelse er den direkte kontakt sjælden, og der er en vis hierarkisk afstand mellem aktørerne.

Kendetegn på høj grad af forbindende social kapital er, at:

  • Medarbejderne oplever en stærk tilknytning til arbejdspladsen.
  • Medarbejdere og den samlede ledelse har fælles forståelser af, hvordan man skal udføre arbejdsopgaverne.
  • Den samlede ledelse inddrager medarbejderne i beslutninger om forandringer.

Sådan styrker I samarbejdet

I kan dagligt styrke jeres forbindende sociale kapital mellem medarbejderne og den samlede ledelse. Fokusér på medarbejdernes identifikation med arbejdspladsen, og om medarbejdere og ledere har de samme forståelser af arbejdsopgaverne og de samme fælles mål med arbejdet.

  • Organisér arbejdet, så det understøtter samarbejdet mellem medarbejdere og ledelse.
  • Skab rum for åben dialog om arbejdspladsens mission og visioner.
  • Læg vægt på ærlighed, og at det er velkomment at udfordre ’vi plejer’.
  • Orientér om væsentlige ting, og hør medarbejderne ved forandringer.
  • Gå forrest med anerkendende kommunikation, og bak hinanden op – både ledere og medarbejdere.  

Læs også artiklerne:
Social kapital i teams

 

 

 

 

Oprettet d. 21. dec 2015

Værktøjer

Se alle

Love og regler

Se alle