Psykosocialt arbejdsmiljø og depression

Lav indflydelse og samtidig høje krav på jobbet. Det er faktorer, der kan give et dårligt psykosocialt arbejdsmiljø og hænge sammen med en forøget risiko for at få en depression. 

Når medarbejderne selv svarer på spørgeskemaer om deres arbejdsmiljø og oplyser, at de har lav indflydelse, lav social støtte og høje krav i arbejdet, så tyder forskningen på, at de også har en større risiko for at udvikle en depression. Det samme gælder medarbejdere, der oplever at blive mobbet på jobbet.

Personer, som psykisk trives mindre godt, vil sandsynligvis også have en mere negativ oplevelse af deres arbejdsmiljø end andre, og forskningen viser også, at disse personer har en forøget risiko for depression. Derfor kan man ikke med sikkerhed sige, at man kan nedbringe medarbejdernes risiko for at få en depression ved at ændre på det psykosociale arbejdsmiljø. 

I langt den meste forskning i sammenhængen mellem arbejdsmiljøet og risikoen for depression har forskerne spurgt medarbejdere om deres oplevelse af arbejdsmiljøet via spørgeskemaundersøgelser.

De metodemæssige udfordringer og usikkerheder spørgeskemaundersøgelser indebærer, at forskerne ikke kan sige, om der er en direkte sammenhæng mellem arbejdsmiljøet og depressionen. Der findes også studier, hvor forskere har undersøgt arbejdsmiljøet på andre måder end gennem spørgeskemaer, men resultaterne af de studier peger i forskellige retninger. 

Resultaterne fra et stort europæisk studie, der omfatter flere end 120.000 personer viser imidlertid, at der er øget risiko for at udvikle en klinisk depression (en diagnose, der bliver stillet af en psykiater og ikke målt ud fra svarerne fra et spørgeskema), hvis medarbejderen oplever høje krav og lav kontrol i arbejdet. 

 

Om depression – en definition

Depression er en psykisk lidelse, som er kendetegnet ved længerevarende nedtrykthed, træthed og manglende interesse i ting, som man normalt er optaget af. Depression er en alvorlig sygdom, som medfører et betydeligt tab af livskvalitet og funktionsevne for de mennesker som rammes.

Kilder
Sundhedsstyrelsen   
Verdenssundhedsorganisationen,WHO

 Læs også om psykosocialt arbejdsmiljø og kroniske sygdomme

Oprettet d. 23. aug 2016