Regler og tilbudsmuligheder  

Hvilke regler og tilbudsmuligheder er der på området, som kan hjælpe virksomheder og personer med nedsat arbejdsevne med at få et godt arbejdsliv?  

Bevilling af hjælpemidler

Hvis en medarbejder har et handicap som gør det nødvendigt at lave en særlig indretning af arbejdspladsen, maskinen eller det redskab, som medarbejderen bruger, kan medarbejderen få stillet hjælpemidler til rådighed eller få lavet mindre arbejdspladsindretninger.

Eksempler på hjælpemidler kan være mindre arbejdsmaskiner til personligt brug eller særlige arbejdsstole.

Eksempler på arbejdspladsindretninger kan være håndgreb, sænkning af gulv, udvidelse af døre eller installation af ramper/ lift med mere.

Personlig assistance

Hvis medarbejderen har et varigt eller betydeligt handicap, der gør det vanskeligt at udføre bestemte og praktiske dele af jobbet, kan jobcenteret yde tilskud til at frikøbe en kollega, en ekstern konsulent eller en ansat i jobcenteret som personlig assistance.

Kollegaen kan fx hjælpe med tunge løft eller med at få struktur på arbejdsopgaverne.

Fleksjob

Et fleksjob er for personer, som ikke kan arbejde på almindelige vilkår. Der kan være tale om, at medarbejderen skal undgå bestemte arbejdsopgaver, skal have et nedsat timeantal eller mulighed for at holde pauser i løbet af dagen. 

Medarbejderen får udbetalt løn fra arbejdsgiveren, og arbejdsgiveren får derefter refunderet en del af lønnen.

Løntilskudsordninger

Nogle personer med handicap er førtidspensionister, og en del af dem er samtidig på arbejdsmarkedet. De kan være ansat i få timer på helt almindelige vilkår. De kan også være ansat i job med løntilskud for førtidspensionister, og så er det jobcenteret, der hjælper med at få aftalerne på plads.

Isbryderordningen er en særlig ordning for personer, som har gennemført en uddannelse af mindst 18 måneders varighed. Op til to år efter uddannelsen er afsluttet, kan man få løntilskud i op til et år.

Reglen om fortrinsadgang for handicappede i offentlige stillinger

Reglen om fortrinsadgang gælder kun i det offentlige. Hvis ansøgeren opfylder de formelle uddannelseskrav til stillingen, skal vedkommende indkaldes til samtale om det pågældende job. Hvis ansøgeren med handicap er lige så kvalificeret som de øvrige ansøgere, skal personen have fortrinsadgang.

Refusion for medarbejder med kronisk sygdom

Hvis en medarbejder har en kronisk sygdom, hvor man forventer mere end 10 sygedage om året, kan virksomheden få refunderet sygedagpenge allerede fra første sygedag.

Regler mod forskelsbehandling

Der findes også regler, der beskytter mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, og som sikrer kompensation til handicappede i erhverv. 

Kilde: joboghandicap.dk – Arbejdsmarkedsstyrelsen &  Cabi

Her kan du finde mere viden om regler vejledninger:

Videoklip med eksempler på arbejdspladsindretninger

Sidst opdateret d. 4. jul 2016

Værktøjer

Læs mere

Love og regler

Se alle

God praksis

Læs mere