Siddende, gående og stående arbejde

Man får ikke ondt i ryggen af at gå, stå eller sidde ned. Den ergonomisk korrekte siddestilling findes ikke.

Man får ikke ondt af at gå eller stå

At gå og stå er nogle af menneskets mest naturlige aktiviteter, som kroppen og ryggen er indrettet til gennem årtusinders evolution. Man får da heller ikke ondt i ryggen af at gå eller stå i længere tid. 

Man får ikke ondt af at sidde ned

Man får ikke ondt i ryggen af at sidde ned (i længere tid), hvilket ellers er en almindelig opfattelse. Men at sidde lang tid i samme stilling kan måske forværre en rygsmerte, som er til stede i forvejen. I den situation er det fornuftigt at variere sin siddestilling og komme op og bevæge sig regelmæssigt.

Den korrekte siddestilling findes ikke

Der er ikke noget, som tyder på, at der findes én ergonomisk korrekt siddestilling, hvis man vil undgå at få ondt i ryggen. Det vigtige er, at man varierer sin siddestilling, og finder måder at sidde på, som føles behagelige for én selv. 

Kørsel – moderne sæder tager vibrationerne 

At køre er forskelligt fra bare at sidde ned på en stol, fordi det medfører vibrationer og ukomfortable siddestillinger. Man bruger også benene, mens man kører, og er udsat for stød fra vejen og accelerationer. 

Undersøgelser sandsynliggør, at der er en risiko for at få rygsmerter ved at køre og en begrænset risiko for diskusprolaps. Heldigvis begrænser moderne sæder vibrationerne til det laveste praktisk mulige niveau. Derfor er der ikke meget, som tyder på, at der opstår rygproblemer ved kørsel, når man anvender moderne vibrationsdæmpende sæder. 

 

Stillesiddende arbejde giver også smerter

Over halvdelen af de offentligt ansatte oplever at have ondt i nakken eller ryggen. Og det er ikke kun dem der arbejder med rengøring, børn og ældre, som har smerter. Også dem der har stillesiddende arbejde i administrationen har smerter i både nakke og ryg. 

79 procent af de ansatte i den offentlige administration beskriver deres arbejde som mest stillesiddende.

93 procent angiver, at de har et arbejde, som ikke kræver fysisk anstrengelse.

44 procent af de ansatte i administrationen arbejder ved en computer det meste af arbejdstiden.

Kilde: VFA 2010

Læs mere om årsager til smerter i ryg, nakke og skuldre

Sidst opdateret d. 20. jun 2016