Sikkerhed er en løbende proces

Ledelse og medarbejdere skal konstant have fokus på og støtte hinanden i sikker adfærd. 

Sikkerheden på jobbet er formelt ledelsens ansvar, men i praksis er det en vigtig prioritering, som ledelse og medarbejdere bør kunne se en fordel i at løse i fællesskab.

Sikkerhed på jobbet er ikke en engangsforestilling. Det er en løbende proces, hvor ledelse og medarbejdere konstant skal fokusere på sikkerheden igennem møder, dialog, instruktion og ved at analysere nærved-ulykker. Det øger opmærksomheden, når I tager udgangspunkt i jeres egne erfaringer med sikkerheden. 

Sikkerhedsarbejdets udfordringer

Oftest kommer sikkerheden på en arbejdsplads først i fokus, når ulykken er sket. Så længe der ikke sker ulykker på en arbejdsplads kan det give en falsk opfattelse, at sikkerheden på arbejdspladsen er i orden.

Det kan derfor være svært at holde fokus på sikkerhedsarbejdet i en virksomhed. De synlige resultater af, at der er styr på sikkerheden er fraværet af ulykker og farlige situationer. Og så længe alt går som det skal, bliver det hurtigt noget, der forsvinder fra de ansattes og ledelsens bevidsthed.

Det er også med til at gøre det svært at prioritere sikkerhedsarbejdet i virksomheden. Resultaterne af sikkerhedsarbejdet kommer måske først på lang sigt, eller man opnår aldrig reelt at se resultaterne af sit arbejde på anden måde end, at ulykkerne udebliver.

Det er derfor helt afgørende at ledelsen er tydelig omkring prioriteringen af sikkerhed og at den indarbejdes i de daglige rutiner.

Instruktion og tilsyn er ledelsens ansvar

Det er ikke nok at have udførlige instrukser for sikker betjening af udstyr og brug af værnemidler. De skal også overholdes. Det er ledelsens pligt og ansvar, at instruere de ansatte om reglerne og tilse, at de bliver overholdt.

Prioriterer ledelsen ikke sit ansvar over for de ansattes sikkerhed højt nok for eksempel på grund af travlhed, deadline eller andet, er der større risiko for, at en medarbejder kommer til skade i forbindelse med en farlig situation.

Omvendt kan ledelsen ved engagement og prioritering af sikkerhed påvirke de ansatte til at tage sikkerhed alvorligt og inspirere hinanden til at overholde regler og anvisninger og udvise ansvarlighed, så farlige situationer ikke opstår.

Kilde: Forebyggelse af alvorlige arbejdsulykker gennem intervention i sikkerhed og sikkerhedskultur

Sidst opdateret d. 30. maj 2016

Værktøjer

Se alle

Love og regler

Se alle

God praksis

Læs mere