Det rummelige arbejdsmarked
Det rummelige arbejdsmarked er visionen om, at personer med nedsat arbejdsevne skal have mulighed for at bruge deres evner og deltage i arbejdslivet.

Det rummelige arbejdsmarked handler om at se styrker og muligheder frem for svagheder og begrænsninger
Rigtige holdninger
Forudsætningen for det rummelige arbejdsmarked er, at der er holdninger, der gør det muligt at beskæftige medarbejdere med nedsatte funktioner og ansatte, der netop har været ledige. Det gælder både muligheden for at fastholde ansatte på arbejdspladsen, selv om de har nedsatte arbejdsevner og indsatsen for at skabe flere jobmuligheder.
Gennem det rummelige arbejdsmarked ønsker man at give virksomhederne bedre muligheder for at:
- Forebygge at de ansatte udstødes fra arbejdsmarkedet på grund af nedsat arbejdsevne. Et godt arbejdsmiljø er en vigtig del af indsatsen for at forebygge udstødning fra arbejdsmarkedet som følge af nedslidning og arbejdsulykker.
- Fastholde ansatte som er udsatte for at blive afskediget på grund af nedsat arbejdsevne. Det kan fx ske gennem den almindelige personalepolitik, herunder sygefraværspolitik, sociale partnerskabsaftaler, brug af sociale kapitler i overenskomsterne, fleksjob, skånejob, sideproduktion, omskoling og seniorpolitik.
- Rekruttere og integrere personer der står uden for arbejdsmarkedet på grund af nedsat arbejdsevne. Det handler både om arbejdspladsens åbenhed i forhold til den udefrakommende og om myndighedens indsats, fx i form af støtte til ansættelse.
Støtteordninger for medarbejder og virksomhed
Der findes forskellige støtteordninger som virksomheden og den enkelte medarbejder kan drage fordel af.
- Skånejob: Et skånejob er beregnet for personer, der modtager social pension, og som ikke kan få eller beholde et job på normale vilkår. Eller på de vilkår, der er aftalt i overenskomsternes sociale kapitler.
- Fleksjob: Fleksjob er job på særlige vilkår med offentligt tilskud. Jobbene er for personer med varig og væsentligt nedsat arbejdsevne. Arbejdsgivere får løntilskud til ansatte i fleksjob. Ved et fleksjob arbejder en ansat på særlige vilkår i form af f.eks. nedsat eller fleksibel tid, periodevis fravær, hvilepauser eller lignende.
- Revalidering: Revalidering er både beskæftigelses-rettede aktiviteter og økonomisk hjælp, der skal bidrage til at fastholde eller hjælpe personer med nedsat arbejdsevne tilbage på arbejdsmarkedet.
Vurdering af arbejdsevne
En vurdering af arbejdsevnen danner grundlag for kontakten til arbejdsmarkedet. Det er kommunen, som i sidste ende vurderer, hvor nedsat den enkeltes arbejdsevne er.
Arbejdsevnebegrebet bygger på en opfattelse af, at alle mennesker har noget at bidrage med og muligheder for at udvikle sig. Det er styrkerne og mulighederne, der er i centrum frem for svaghederne og begrænsningerne.
Individuelle aftaler mellem medarbejder og virksomhed
Der bør indgås en individuel aftale mellem den enkelte medarbejder og virksomheden om de betingelser, som arbejdet bliver udført under. Aftalen kan f.eks. indeholde:
- Arbejdstid (nedsættes midlertidigt eller varigt)
- Tid og muligheder for genoptræning og omskoling
- Evt. ændring af arbejdspladsens indretning samt
- De arbejdsopgaver, som vedkommende skal udføre.