Dårlig luft forringer ansattes indsats

(30.01.2006)
Et indeklima med dårlig luft og lugt distraherer medarbejderne mentalt, og det forringer også vejrtrækningen. Det går ud over arbejdsindsatsen, siger Peder Wolkoff, professor i indeklima på Arbejdsmiljøinstituttet.

 

Luften inden døre forurenes og forringes af blandt andet kopimaskiner, der afgiver ozon og andre kemikalier, udtaler Peder Wolkoff til Danmarks Radio. Men også gamle, støvede tæpper, udsivende kemikalier fra møbler og byggematerialer samt dårlig vedligehold af linoleumsgulve er ifølge professoren med til at forringe luftens kvalitet.

Dårlig luft giver symptomer

Den forringede luftkvalitet kan være med til, at medarbejderne får hovedpine, bliver trætte eller klager over slimhindeirritationer fra øjne, næse og svælg. Mange oplever også, at luften er tør, og det kan skyldes enten for høj rumtemperatur eller kemikalier i luften, forklarer Peder Wolkoff.

Det går udover indsatsen

En dårlig luft kan påvirke de ansattes indsats, siger Peder Wolkoff. Når luften opleves negativt, kan det distrahere medarbejderen mentalt, så han arbejder mindre effektivt. Det kan også betyde, at medarbejderen trækker vejret lettere, og det kan måske være med til, at nogle får hovedpine eller bliver trætte, uddyber Peder Wolkoff.

Bedre luft øger produktivitet

Lektor fra Danmarks Tekniske Universitet, Paul Wargocki, udtaler til Danmarks Radio, at produktiviteten kan stige med op til 5-10%, når man forbedrer luftens kvalitet. Han forklarer, at det ikke koster ikke ret meget, og at en udskiftning fx af kontormøbler hurtigt er tjent ind.

 

Ifølge Peder Wolkoff kan en god udluftning også hjælpe med at forbedre luftens kvalitet.

Læs mere

 

Hør indslaget fra Danmarks Radio P1 Morgen den 30. januar kl. 7.30.

 

Læs mere om indeklima 


 Til nyhedsoversigt
Opdateret  30-01-2006

Hvis du har spørgsmål til teksten, kan du kontakte Videncenter for Arbejdsmiljø