Det lykkedes at undgå dødsulykker under OL-byggeriet i London, selvom byggeriet til legene historisk har mange liv på samvittigheden. De gode erfaringer kan bruges i andre byggeprojekter, lyder det fra det britiske Arbejdstilsyn.
45.000 mennesker involveret
OL-byggeriet i London har været en fattig omgang.
I hvert fald hvad angår antallet af arbejdsulykker.
Under byggeriet, der foregik fra 2005 til 2011 og involverede 45.000 mennesker, blev der iværksat en række tiltag, som skulle mindske antallet af arbejdsulykker.
Der blev blandt andet fokuseret på at få arbejdere og ledere til at rapportere ulykker og nærved-ulykker systematisk.
Det var med til at sikre en ulykkesfrekvens på 0,17 pr. 100.000 arbejdstimer eller mindre end halvt så mange som normalt i den engelske byggeindustri. Samtidig slap man uden en eneste omkommet.
10 kr. til velgørenhed for hver nærved-ulykke
Arbejdere blev undervist i, hvad nærved-ulykker er. En af hovedentreprenørerne på byggeriet iværksatte en kampagne kaldet ‘don’t walk by’ - eller ‘gå ikke bare forbi’ - som opfordrede de ansatte til at anmelde ‘næsten-ulykkerne’ i stedet for at ignorere dem.
Ledelsen gjorde det samtidig klart, at rapporteringerne ikke skulle bruges til at udpege syndebukke blandt de ansatte men til at forbedrede sikkerheden fremadrettet.
Et andet, lidt mere kuriøst eksempel, var en entreprenør, som donerede ét pund (knap 10 kroner) til velgørenhed, hver gang de ansatte rapporterede en nærved-ulykke. Medarbejderne blev informeret i kantinen, hvis anmeldelserne gav anledning til ændringer, og på den måde kunne de ansatte se, når der blev reageret på episoderne. I alt blev der indsamlet 6.000 pund.
- Ledende medarbejdere var opmærksomme på risikoen ved ikke havde fokus nok på sikkerheden, og de gentog konstant, hvorfor sikkerheden var vigtig for arbejdsstyrken. De gjorde forskellige ting for at indsatsen blev ved med at ‘føles frisk’, skriver det engelske Arbejdstilsyn, HSE, i en rapport kaldet kaldet ‘Safety Culture on the Olympic Park’.
En af de ting, der blev gjort, var at ændre i skemaerne, som byggearbejderne brugte til at indrapportere nærved-ulykker, så skemaerne kom til at se nye ud. Det mente entreprenøren var nødvendigt, fordi byggeriet strakte sig over seks år.
Helt normalt med en håndfuld dødsfald
Det er ellers ikke ualmindeligt, at én, to eller ti arbejdere mister livet, når værtsnationen bygger det olympiske stadion og den olympiske by.
OL i Beijing (2008) har mindst seks liv på samvittigheden, OL i Athen (2004) slog 14 arbejdere ihjel, og under OL-byggeriet i Sydney (2000) omkom én person ifølge New York Times.
Det er bemærkelsesværdigt, at de olympiske lege i London ikke har kostet en eneste arbejder livet, selvom byggeriet har krævet mindst 62 millioner mandetimer.
Forhåbentlig kan andre lære noget af det. Byggeprocessen er nemlig veldokumenteret i flere rapporter fra det engelske Arbejdstilsyn (Health Safety and Executive, HSE), og forfatterne håber, at erfaringerne kan bruges under andre store byggeprojekter for at mindske antallet af ulykker.
Handler om almindelig god praksis
En rapport fra HSE beskriver god praksis fra otte forskellige fokusområder inden for sundheds- og sikkerhedsarbejdet på byggepladsen.
- Mange af tiltagene var ikke overraskende men almindelig god praksis. Den afgørende forskel var det vedholdende fokus på at engagere ledere og arbejdere, skriver forfatterne i rapporten.
De mener, at erfaringerne bør bruges i andre projekter, fordi OL-byggeriet har vist, at det er muligt at reducere antallet af arbejdsulykker markant ved hjælp af vedholdende arbejde.
- Mange af eksemplerne på god praksis affærdiges ofte med, at de er for komplekse at benytte i byggesektoren, men det er muligt gennem engagement, medarbejderinvolvering og forpligtelse fra organisationens side at sikre en stærk sikkerhedskultur, konkluderer forfatterne.
| Tema om sikkerhedskultur |
I det kommende nummer af Magasinet Arbejdsmiljø bringer vi et stort tema om sikkerhedskultur. Her kan du bl.a. læse, hvordan NCC sætter soldatererfaringer i spil på byggepladsen, og hvordan man i Dong spiller kort om sikkerheden. |