Rigtig mange danske virksomheder gør en indsats for udsatte medarbejdere. En ny undersøgelse fra Virksomhedsforum for Socialt Ansvar har kortlagt, hvad virksomhederne konkret gør, og hvorfor de gør det.
Udsatte medarbejdere hjælpes på mange måder
37 procent af de 403 danske virksomheder, der har medvirket i en ny undersøgelse fra Virksomhedsforum for Socialt Ansvar (VFSA), har gjort noget særligt for at ansætte personer med fysiske eller psykiske handicap. 70 procent har gjort en særlig indsats for at fastholde sygdomsramte medarbejdere og 76 procent har en alkoholpolitik eller retningslinjer for medarbejdere med misbrug.
Undersøgelsen er den første, der konkret kortlægger, hvordan virksomheder tager ansvar for udsatte kollegaer og kommende medarbejdere. Den kortlægger både, hvilken type medarbejdere de danske virksomheder gør en indsats overfor, og hvorfor de vælger at gøre det.
Drivkraften er at hjælpe andre
En grundlæggende værdi om at hjælpe andre er det, der driver langt de fleste virksomheder, mens det kun i mindre grad handler om at få et godt image.
Betaler sig at være rummelig
Christiansen og Essenbæk & Essenbæk er et eksempel på en virksomhed, der arbejder bredt med socialt ansvar og arbejdsmiljø. Og her har man også fundet ud af, at det betaler sig at være en rummelig virksomhed.
- Selvfølgelig koster det at lære folk op, som på forskellige måder har det svært. Men det er vores erfaring, at det alligevel betaler sig, fordi det er med til at skabe en overskudsmentalitet, der smitter af på virksomhedens øvrige medarbejdere, siger Mads Cronquist, HR-chef hos Christiansen & Essenbæk.
- Det er også med til at sætte oplæringen mere i system i en virksomhed som vores, hvor der er meget sidemandslæring. Og det kommer jo alle til gode, uddyber han.
Om Virksomhedsforum for Socialt Ansvar (VFSA)
- VFSA består af 13 erhvervsledere, som tilsammen beskæftiger mere end 100.000 ansatte
- VFSA rådgiver beskæftigelsesministeren, som personligt har udvalgt medlemmerne
Virksomhedsforum for Socialt Ansvar (VFSA)
Læs også om virksomheders sociale ansvar (CSR) på Videncenter for Arbejdsmiljø's hjemmeside