Ansatte med en anden kulturel baggrund end dansk føler ofte, at de løber panden mod en mur på de danske arbejdspladser. Ifølge eksperter er der dog masser af fordele at hente, hvis vi møder "de fremmede" kolleger med åbenhed og selvindsigt.
På stadig flere offentlige og private arbejdspladser skal mennesker med forskellige kulturelle baggrunde arbejde sammen. I løbet af det seneste årti er 43 procent flere indvandrere således kommet i arbejde.
Dertil kommer udlændinge, der arbejder i Danmark i kortere eller længere tid, samtidig med at stadig flere danskere arbejder i udlandet i perioder.
Så uanset hvor man er ansat, har man brug for noget som danskere, ifølge to antropologer, generelt kunne bruge noget mere af: interkulturel kompetence.
Det handler med andre ord evnen til at forstå og arbejde sammen med mennesker, der har en anden kulturel baggrund end vi selv. Begge antropologer underviser ledere og medarbejdere på virksomheder, der vil være bedre til at håndtere mødet mellem forskellige kulturer på arbejdspladsen.
Danskerne er et stammefolk
Antropolog Dennis Nørmark, som har skrevet bogen ”Kulturforståelse for stenalderhjerner”, karakteriserer danskerne som et stammefolk, der stort set ikke har været udsat for andre kulturer.
Derfor er vi ikke gode til at forstå dem, der er anderledes end os selv, men tilbøjelige til at vurdere mennesker fra andre kulturer ud fra vores egne normer.
- På arbejdspladserne kan mennesker med en anden kulturel baggrund føle, at de løber panden mod en mur, fordi vi ikke er gode til at forklare, hvordan vores organisation fungerer. Det kan dreje sig om alt, fra måden man omgås på, taler til hinanden på og måden man træffer beslutninger på, til måden man opfatter ledelse på, siger Dennis Nørmark.
Der er meget at hente
Ifølge Bjørn Nygaard, antropolog og forfatter til bogen ”Kulturmødet på arbejdspladsen” opstår der let misforståelser, frustrationer og konflikter, hvis man ikke forstår hinandens kulturer.
- Men det kan også gå godt, og når det gør det, er der meget at hente både fagligt, socialt og kulturelt, siger han.
Bjørn Nygaard tilføjer, at det ofte er helt praktiske nede på jorden ting, der kan gøre forskellen.
Først og fremmest skal ledelse og medarbejdere gøre sig klart, hvilken kultur man har i virksomheden. De fleste steder er kulturen indforstået, og den kan være svær at få øje på for dem, der allerede kender og er vant til den.
6 gode råd til kollegaer til medarbejdere med anden etnisk baggrund - Sæt dig ind i din egen kultur, og hvordan dine vaner virker på kolleger med en anden kulturel baggrund.
- Stil spørgsmål til det, de gør, som du ikke forstår.
- Hjælp de andre – vent ikke på, at dine kolleger gør det.
- Tal et sprog, som alle forstår.
- Argumentér ud fra opgaven, ikke ud fra hvad I plejer.
- Vælg dine kampe, beslut hvad vil du holde fast i, og hvad der er ligegyldigt.
Kilde: Dennis Nørmark, antropolog
Læs flere råd i ”Kulturforståelse for stenalderhjerner – hvordan vi samarbejder med dem, der ikke er ligesom os selv”. Det Andersenske Forlag, 2011.
Læs hele temaet om mangfoldighed i Magasinet Arbejdsmiljø
(Kun for abonnenter - tegn abonnement her)