Fleksible arbejdsforhold gør de ansatte sundere

(19.03.2010)
Når medarbejderne selv er med til at bestemme deres egen arbejdsrytme, kan det styrke deres helbred. Det viser en ny britisk gennemgang af ti forskellige forskningsprojekter.

 

En fleksibel sammensætning af arbejdstiden, hvor de ansatte selv får indflydelse på, hvornår og hvor meget de arbejder, kan efter alt at dømme være med til at forbedre deres helbred. 

Selvbestemmelse er afgørende

Det er hovedkonklusionen i en ny britisk gennemgang af ti forskellige forskningsprojekter, som alle har haft fokus på sammenhængen mellem fleksibilitet i arbejdet og medarbejdernes sundhed.
 
- Det er afgørende, at medarbejderne selv har indflydelse på arbejdstidens sammensætning. Vores studier viser, at skiftende arbejdstider fastlagt af arbejdsgiverne ikke har den samme positive effekt på de ansattes helbred, forklarer forskningsleder Clare Bambra fra Durham University, hvor man har gennemgået de ti forskningsprojekter.

Bedre søvn

Et af studierne viste således, at en fleksibel opbygning af arbejdstiden, som var tilrettelagt af medarbejderne selv, både betød, at medarbejderne sov bedre og var mere friske, når de for eksempel mødte op på en nattevagt. Et andet konkluderede, at også de ansattes blodtryk faldt, når de selv var med til at bestemme deres arbejdstid.
 
- Med tanke på forskningsresultaterne er der god grund til at betragte den medarbejderstyrede fleksibilitet som et brugbart middel, når både beslutningstagere og virksomheder skal forsøge at skabe sundere arbejdspladser og -procedurer. Kort sagt: Indflydelse er godt for helbredet, siger Clare Bambra. 

Yderligere forskning efterlyses

Clare Bambra understreger dog også, at der stadig er brug for mere forskning, når det for eksempel handler om, i hvor høj grad fleksible arbejdsforhold påvirker helbredet hos forskellige grupper af medarbejdere (mænd og kvinder, unge og ældre osv.).

 

Læs mere om projektet "Flexible working conditions and their effects on employee and wellbeing"
 
Tekst: Jesper Melgaard.


 Til nyhedsoversigt
Opdateret  19-03-2010

Hvis du har spørgsmål til teksten, kan du kontakte Videncenter for Arbejdsmiljø