Stadig store problemer med unges arbejdsmiljø
(20.07.2010)
LO's jobpatrulje har gjort midtvejsstatus over sommerens virksomhedsbesøg, der viser, at det fortsat kniber med både instruktion og sikkerhed for de mange unge fritidsjobbere.
Manglende instruktion af unge
30,9 procent af unge fritidsjobbere mangler ordentlig instruktion i, hvordan de undgår arbejdsskader og 30,4 procent løfter mere end de 12 kilo, de må, mens de er på arbejde i sommervarmen.
Det er et par af konklusionerne i en netop offentliggjort midtvejsstatus fra LO's jobpatrulje.
Arbejdsgivernes ansvar
Til trods for at jobpatruljen har eksisteret i godt 30 år, er der stadig i vid udstrækning problemer med arbejdsmiljøet, når patruljen besøger virksomheder med unge fritidsjobbere.
- De unge fritidsjobbere lades i stikken af arbejdsgiverne. Det er altså stadig arbejdsgivernes ansvar, at de unge overholder arbejdsmiljøreglerne. Jobpatruljens besøg viser, at der stadig er behov for at tjekke op på forholdene, selvom man kunne ønske, at det ikke var nødvendigt, siger LO sekretær Ejner K. Holst til LO's hjemmeside.
Tallene fra LO viser desuden, at 13,7 procent af de unge fritidsjobbere arbejder i lokaler, hvor der udskænkes alkohol til trods for, at det er ulovligt, så længe de unge er under 18 år.
Jobpatruljens sommertour
- Jobpatruljen har gennemført to en halv uge ud af sommerens seks uger.
- I 2010 er det målet at gennemføre 3.225 interviews med unge fritidsjobbere.
- Jobpatruljen består af 500 unge over hele landet.
Læs mere om Jobpatruljen.
Læs også om unge og arbejdsmiljø.
Tekst: Jesper Melgaard
Til nyhedsoversigt