Nyt forskningscenter skal skabe sundere indeklima
(02.06.2009)
Realdania Forskning har etableret et nyt forskningscenter, Center for Indeklima og Sundhed i Boliger. Centret skal indsamle viden om indeklima i boligbyggeri.
Fugts betydning for sundheden og skadelige partikler i indeluft. Det er nogle af de ting, som det nye Center for Indeklima og Sundhed i Boliger (CISBO) fremover vil indsamle viden om. CISBO blev indviet den 29. maj og er et samarbejde mellem Realdania Forskning og fem danske forskningsinstitutioner, deriblandt det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA.
Skal sikre sundere boliger
Formålet med CISBO er at opbygge et forskningsmiljø, der kan øge indsigten i de basale sammenhænge mellem boligbyggeriets design, konstruktion og materialevalg, indeklima og helbred. Dermed skal centret skabe et videngrundlag for bedre planlægning og byggeri af sundere boliger. Baggrunden er, at forskning indtil nu primært har været rettet mod arbejdsmiljø og kontorarbejde, mens indeklimaets betydning i boligbyggeri ikke har været undersøgt i større omfang.
Fakta om CISBO:
Center for Indeklima og Sundhed i Boliger er etableret for en 5-årig periode fra 2009 til 2013 og er et samarbejde mellem fem af de primære forskningsinstitutioner på indeklimaområdet:
- Institut for Folkesundhed (Århus Universitet).
- Institut for Byggeri og Anlæg (Danmarks Tekniske Universitet).
- Statens Byggeforsknings Institut, SBi (Aalborg Universitet)
- Institut for Folkesundhedsvidenskab (Københavns Universitet)
- Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA
Læs mere:
Besøg CISBO’s hjemmeside og læs mere om centrets arbejde
På portalen arbejdsmiljoviden.dk kan du læse mere om indeklima
Tekst: Tina Løvbom Petersen
Til nyhedsoversigt